?

Skal du i 10. klasse, og er du klar til nye udfordringer og oplevelser?

Har du drømme og ambitioner om en fremtid inden for erhvervslivet?

EUD10 (10. klasse) er et ekstra skoleår efter 9. klasse, hvor du kan blive bedre til dansk og matematik og finde ud af, om en erhvervsuddannelse er noget for dig.

EUD10 retter sig mod unge, der har gode evner for praktisk arbejde inden for eksempelvis håndværk, teknik, handel og landbrug og kan lide at lære gennem praktisk undervisning.

Uddannelsen varer 1 skoleår og er fordelt på

  • 20 ugers obligatorisk undervisning i 10. klassefagene dansk, matematik, engelsk og obligatorisk selvvalgt opgave
  • 6 ugers obligatorisk brobygning til en erhvervsrettet ungdomsuddannelse
  • 14 ugers valgfri del med fag og elementer, der giver dig en introduktion til hovedområderne inden for EUD.

 

Silkeborg Ungdomsskole og College360 tilbyder sammen 10Business og 10Tech (EUD10)

 

Du vil blive klogere på, hvordan erhvervslivet er skruet sammen, og hvilke krav det stiller til dig. Du er nysgerrig efter at vide, hvad der foregår ude i virksomhederne. Du har måske overvejet, om du skal gå på en erhvervsuddannelse efter 10. klasse og vil gerne finde ud af, om det er noget for dig.

Du skal være klar til at blive udfordret af nye fag. Du skal tænke, at det er spændende at blive en del af en hverdag, hvor du færdes på to skoler og bliver en del af ungdomsmiljøet på både Ungdomsskolen og College360.

Hverdagen og fagene på uddannelsen

Når du har valgt enten 10Business eller 10Tech, er du tre dage om ugen på Ungdomsskolen og to dage om ugen på College360. Du får undervisning i de obligatoriske fag for 10. klasse på Ungdomsskolen samtidig med, at du får lov at snuse til de fag, College360 tilbyder. Du vil blive undervist af lærere fra både Silkeborg Ungdomsskole og College360. Du bliver fagligt dygtigere, så du er helt klar til din ungdomsuddannelse.

Godt undervisningsmiljø, hvor teori og praksis går hånd i hånd

Det er en anden måde at gå i skole på. Undervisningen er meget varieret, og på College360 kommer du til at arbejde med emner inden for de tekniske fag eller de forretningsmæssige fag. Du arbejder med konkrete problematikker fra virkeligheden i forskellige virksomheder og brancher, og du får et indblik i, hvordan man starter sin egen virksomhed.

Bliv en del af et spændende ungdomsmiljø

Med 10Business eller 10tech bliver du en del af to spændende ungdomsmiljøer. På Ungdomsskolen vil du møde jævnaldrende unge fra hele Silkeborg Kommune. På College360 vil du komme tæt på eleverne og hverdagen på en ungdomsuddannelse. Dermed får du et godt indblik i, hvad der sker på en ungdomsuddannelse.

Godt undervisningsmiljø, hvor teori og praksis går hånd I hånd
Bliv en del af et spændende ungdomsmiljø

Bliv klogere på dit valg af ungdomsuddannelse

10Business og 10tech er en del af den nye EUD10 (EUD 10. klasse), der forbereder dig til grundforløb 1 på ungdomsuddannelserne. Du får i løbet af året et godt indblik i, hvordan det er at gå på en erhvervsuddannelse, og du vil blive introduceret til de tre andre indgange til erhvervsuddannelserne i små korte forløb. På den måde bliver du godt rustet til at træffe dit endelige valg af ungdomsuddannelse.

De fire EUD indgange:

  • Teknologi, byggeri og transport (EUD Tech)
  • Fødevarer, jordbrug og oplevelser (EUD Tech)
  • Kontor, handel og forretningsservice (EUD Business)
  • Omsorg, sundhed og pædagogik