Akademiet for Talentfulde Unge giver mulighed for fordybelse i nye emner
Akademiet for Talentfulde Unge giver mulighed for fordybelse i nye emner
Johannes Rust Nørgaard på 18, der læser på innovationslinjen på HTX, og Jasmin Fuglsang på 17, der går på biotechlinjen på HTX, er begge optaget på ATU – Akademiet for Talentfulde Unge. Akademiet for Talentfulde Unge har til formål at samle de dygtige elever der gerne vil lære mere, og tilbyder dem en bred vifte af forelæsninger og workshops, der kan gøre dem klogere på flere emner.

”Man kan godt kalde det for ekstra skole. Du får adgang til en masse seminarer”, siger Johannes. ”Det er meget specialiseret viden inden for nogen bestemte emner”, tilføjer Jasmin.
”Der er nogle obligatoriske seminarer i begyndelsen, men du har derefter frihed til selv at vælge, hvilke workshops du vil deltage i. Vi har været til introseminarer, hvor vi blev introduceret til de forskellige fakulteter på Aarhus Universitet” siger Johannes.
”Da vi havde et seminar på ATU om humaniora, synes jeg virkelig, det var spændende. Det er fedt at få en introduktion til noget, man troede var kedeligt”.
”Jeg har hørt om emner, som jeg ikke normalt ville dykke ned i. Man hører så meget nyt og kommer bag om en masse viden, som man ikke normalt får mulighed for at fordybe sig i, i hverdagen. Det er fedt”, supplerer Johannes.
Muligheden for at dykke ned i emner, var afgørende for beslutningen om at ansøge.
Johannes og Jasmin har gået på ATU siden januar 2021. Johannes fortæller, at College360 tog kontakt til ham, og opfordrede ham til at sende en ansøgning afsted. ”Jeg havde ikke hørt om ATU, før skolen skrev til mig så jeg undersøgte det, og syntes at det lød fedt.”
For Jasmin var det ønsket om at dykke ned i emnerne, der fik hende til at sende en ansøgning afsted. ”Jeg fik tilbuddet om at sende en ansøgning og syntes, det lød spændende. Det var en mulighed for at få et netværk med de samme interesser som mig selv”.
ATU klæder eleverne godt på til fremtiden
På ATU får eleverne en introduktion til de forskellige muligheder på de videregående uddannelser og oplever, hvordan det er at gå til forelæsninger. Jasmin og Johannes ved, at der i fremtiden vil være seminarer, de også kan gøre brug af på studiet.
”Vi kommer til at have seminarer om, hvordan man skriver en opgave, og en god jobansøgning. Det kommer vi til at kunne bruge fremadrettet” siger Jasmin.
”Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvad jeg vil i fremtiden, men forløbet har helt klart givet en indsigt i, hvordan det er at gå på universitet, så jeg har tænkt på, om det måske var noget for mig” siger Johannes.
”Det er lidt svært. Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil vælge. Molekylærbiologi eller molekylær medicin? Men jeg kunne godt tænke mig at komme på universitet, efter HTX” siger Jasmin.
ATU kræver engagement og lyst
Når man deltager på et ATU-forløb, skal man være forberedt på, at aktiviteterne foregår uden for den ordinære skoletid. Derfor mener både Jasmin og Johannes, at man skal tage stilling til, om det er noget, man er villig til.
”Det har været lidt hårdt at gå fra 7 timers onlineundervisning, til 4 timers ATU-seminarer. Det har været spændende, men det er også hårdt”, påpeger Johannes.
”Jeg har haft dage, hvor jeg har været i gang fra 8-20, så dagene kan godt blive lange”, supplerer Jasmin.
”Du skal være klar til at lægge timer af til det. Du skal være åben overfor nye ting og emner” siger Jasmin.
”Du skal også være sikker på, at du vil det, når du ansøger, for du kan i princippet tage pladsen fra en anden” supplerer Johannes.