Åbent Hus på Erhvervsuddannelserne og EUX på College360

Åbent Hus på Erhvervsuddannelserne og EUX på College360

Lørdag den 22. januar 2022 bød College360 på Bredhøjvej 8 velkommen til Åbent Hus. Interesserede elever og forældre kunne på dagen få indsigt i de mange forskellige erhvervsrettede tekniske og merkantile uddannelser, som College360 tilbyder på skolens to adresser i Silkeborg. Skolens undervisere, studievejledere og elever stod lørdag klar til at give gæsterne en god oplevelse og dele ud af deres viden om de mange uddannelsesmuligheder, College360 tilbyder.
Ny erhvervsskole med moderne, inspirerende og andersledes læringsmiljø
College360s nye erhvervsskole på Bredhøjvej 8 dannede ramme om Åbent Hus arrangementet for de tekniske og merkantile erhvervsuddannelser og den erhvervsfaglige studentereksamen EUX.
Den nye erhvervsskole huser erhvervsuddannelser inden for business, der giver mulighed for job og videreuddannelse på områderne detail, handel, event og kontor samt de tekniske uddannelser, der giver mulighed for at uddanne sig til f.eks. tømrer, smed, skiltetekniker, bygningsmaler, elektriker, autolakerer, personvognsmekaniker, karrosseritekniker, tømrer, gastronom, tjener, receptionist og ernæringsassistent. På College360 er der også inden for alle disse områder mulighed for at vælge den erhvervsfaglige studentereksamen EUX, hvor man både bliver faglært og får fag på gymnasialt niveau. En EUX-uddannelse giver derfor adgang til en lang række videregående uddannelser.
Elever og undervisere klar til at hjælpe og fortælle
I dagens anledning var torvet i skolens hjerte forvandlet til en markedsplads, hvor de fremtidige elever og deres forældre kunne møde skolens studievejledere og få svar på alle deres spørgsmål. Elever og undervisere stod klar til at fortælle om, hvad der møder elever, der vælger en erhvervsuddannelse eller EUX på College360 efter grundskolen, og det var muligt at se nogen af de mange elevprojekter, som grundforløb 1 eleverne laver. En del gæster tog imod tilbuddet om en guidet tur rundt i den 24000 m2 store bygning, hvor de kunne opleve værkstederne, hvor Grundforløb 2 eleverne var i gang med undervisning, så gæsterne kunne se, hvordan hverdagen på en erhvervsuddannelse foregår.

DM i skills
Som noget helt særligt kunne de besøgende i år opleve Danmarks dygtigste autolakerer dyste i 1. del af konkurrencen i DM i Skills. DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for dygtige unge fra erhvervsuddannelserne. Det officielle DM i Skills finder sted i Høng den 28.-30. april 2022, men da det der ikke er muligt at afvikle den del af autolakerernes konkurrence, som skal foregå i særlige kabiner, er konkurrencens 1. del blevet henlagt til det nye autolakererværksted på College360, som byder på state of the art udstyr til formålet. Hos Karrosseteknikerne blev der endvidere afholdt kvalifikation for at udtage de bedste deltagere til det officielle DM i Skills. Vinderen til DM i Skills skal repræsentere Danmark ved WorldSkills i Shangai i 2022.
Tak til alle besøgende
Vi takker alle de besøgende, der tog sig tid til at lægge vejen forbi. Havde du ikke mulighed for at deltage i vores fysiske Åbent Hus, så kan du besøge vores virtuelle Åbent Hus, hvor du i forskellige videoer får en introduktion til uddannelserne, hører eleverne fortælle om hverdagen eller kommer med på rundvisning med én af vores elever.
Har du brug for hjælp til valg af uddannelse, så er du altid velkommen til at kontakte vores studievejledning på tlf. 22 19 57 91.