College360 slår for første gang dørene op til Åbent Hus online.

College360 slår for første gang dørene op til Åbent Hus online.

Velkommen indenfor på College360 - online
Kameraer på hjul, mikrofoner og talkshowmiljøer er ikke det vi normalt forbinder med Åbent Hus på College360. Åbent Hus plejer at være en mærkedag, hvor skolen summer af liv. Studievejledere, undervisere og elever forbereder sig og glæder sig til at byde de unge, der står over for at vælge ungdomsuddannelse og deres forældre ind på skolen for at opleve studiemiljøet og stemningen – og ikke mindst stille sig til rådighed for alle de spørgsmål, som man kan tumle med i forbindelse med valg af uddannelse. En dag med nærvær og gode samtaler, hvor især mødet med de elever, der allerede har valgt uddannelsen og i detaljer kan fortælle om hverdagen på en troværdig måde er i centrum.
”Vi havde længe håbet, at vi også i år kunne få mulighed for at afholde et åbent Hus arrangement med fysisk tilstedeværelse”, fortæller direktør Henrik Toft, ”men den forlængede nedlukning satte en effektiv stopper for det håb”. Hvad gør man så, når man gerne vil yde god service og hjælpe de mange unge, for hvem heller intet er, som det plejer, i forhold til at få et godt grundlag at vælge uddannelse på?
”På College360 valgte vi at tage udfordringen op og prøve at skabe en Åbent Hus oplevelse online, som signalerer nærvær og ønsket om at stå til rådighed på alle andre måder end rent fysisk i forbindelse med uddannelsesvalget”, fortsætter Henrik Toft. ”Det har været vigtigt for os at række ud og skabe kontakt, så de unge og deres forældre ved, at vi står klar til at hjælpe på telefon, mail og via online møder”.
Det har vi aldrig prøvet før, så det klarer vi helt sikkert … også!
Det er efterhånden devisen mange steder i hverdagen. I år er et anderledes år, der kalder på anderledes løsninger og nye måder at gøre tingene på for os alle. Læringskurven har været stejl, siden beslutningen om at gå online blev taget. Det er selvfølgelig en helt uvant situation for alle at skulle stå foran et kamera og fortælle om vores uddannelser. Det kræver mod at stille op, men der er blevet produceret videoer i lange baner for at vise hverdagen og studiemiljøet på uddannelserne, skabe møder med elever og undervisere. Er alt lavet i professionel kvalitet? Nej, lyden knaser lidt, billedet tager et par hop, og der bliver måske sagt ”øh” et par gange, men filmene er lavet af de mennesker – elever og undervisere – som nye elever vil komme til at omgås i hverdagen på skolen, så det bliver ikke mere autentisk og sandfærdigt. Det er meningen, at I skal kunne mærke os – mærke hvordan eleverne brænder for deres uddannelse, underviserne for deres fag og mærke det fællesskab, der er på skolen. Det håber vi, at vi er lykkedes med. Det gode ved det producerede materiale er, at det forbliver tilgængeligt efter Åbent Hus datoen, så det er muligt at gense relevante film eller for den sags skyld deltage i Åbent Hus, selv om man var forhindret på dagen.

Mange forskellige uddannelser – mange forskellige oplevelser
Det unikke ved College360 er mangfoldigheden – de mange forskellige uddannelser og de forskellige mennesker, der brænder for netop deres håndværk eller faglighed. Uddannelserne har derfor også valgt forskellige præsentationsformer til deres online Åbent Hus lørdag, den 6. februar 2021.
På Handelsgymnasiet, Teknisk Gymnasium og Business valgte man en slags talkshow, hvor de deltagende elever, studievejledere og undervisere talte med hinanden om uddannelserne. Ind imellem krydredes samtalen af små filmklip. På denne måde formidledes svar på mange af de spørgsmål, som vi normalt får under åbent hus samtidig med, at vores gæster mødte mennesker, de kunne spejle sig i.
På Handelsgymnasiet mødte vi bl.a. Mathilde og Andreas, som begge havde valgt at bruge deres lørdag formiddag på at være ambassadører for deres uddannelse. ”Det er megaspændende at være med og dejligt at være en del af en skole, som ser nye muligheder, nu hvor vi ikke kan holde fysisk åbent hus”, fortæller Mathilde. ”Jeg er stolt af, at kunne fortælle andre unge om Handelsgymnasiet”. ”Vi savner naturligvis at kunne være i direkte dialog med de unge og deres forældre, som vi plejer”, fortsætter Andreas. ” Men det er sjovt at prøve dette her”.
På Teknisk Gymnasium var Kion én af de deltagende elever. ”Det har været spændende at deltage, men jeg ville ønske, at vi kunne vise vores lokaler og vores fysiske produkter frem, da vi på HTX meget har fag i laboratorier og værksteder og arbejder med konkrete problemstillinger. Mit råd til unge, der skal vælge uddannelse er, at de skal gå efter deres egen mavefornemmelse og ikke bare følge andre.”
På Auto foregik live-streamingen ude i værkstederne, hvor et kamera på hjul bevægede sig fra værksted til værksted. Hos autolakererne, personvognsmekanikerne og karrosseriteknikerne mødte vi elever og undervisere, som fortalte om uddannelsen, viste hvad de arbejder med og svarede på spørgsmål.
På Håndværk og Design mødtes vi i tømrerværkstedet, hvor Grundforløb 1 projekter blev vist frem af elever og undervisere. Derefter tog uddannelsesleder Dennis Sjørslev Ankersen os med på en guidet rundtur til uddannelserne smed, elektriker, bygningsmaler og skiltetekniker.
På Hotel og Restaurant mødte vi elever og undervisere først i ét af køkkenerne, hvor vi hørte om uddannelserne gastronom og ernæringsassistent og siden i restauranten, hvor vi mødte tjenere og receptionister. Før Live-streamingen mødte vi eleverne Katrine og Mia i ét af køkkenerne. Vi spurgte, om de kunne give et godt råd til de unge, der står over for at skulle vælge uddannelse. ”Man skal ikke vælge uddannelse, fordi alle ens kammerater går den vej”, udtaler Mia og Katrine samstemmende. ”Det er vigtigt, at man mærker efter og vælger efter egne interesser. Sofie fortæller, at hun var glad for at gå på Grundforløb 1, fordi det gav hende indsigt i de forskellige uddannelser, så hun kunne tage det rigtige valg for hende. ”Da jeg startede, troede jeg, at jeg skulle være tjener, men jeg fandt ud af, at receptionistuddannelsen var meget mere mig”.
Under alle seancer var det muligt at stille spørgsmål via chatten. Nogle af spørgsmålene blev besvaret med det samme under live-streamingen. De mere personlige spørgsmål tog vores studievejledere sig af efterfølgende via opkald til de spørgende. Studievejlederne vil også i den kommende tid sidde parat til at tage imod henvendelser og hjælpe, hvor der er behov.
Vi tror stadig på, at det personlige møde er vigtigt, så vi også i fremtiden invitere ind til Åbent Hus og infoaftner på skolen, men det gode at have gjort erfaringen med et online Åbent Hus, er at vi har et alternativ eller måske noget, der med fordel kan kombineres i fremtiden. Vi er spændte på at høre, hvordan de unge og deres forældre evaluerer oplevelsen.
Gik du glip af online Åbent Hus på College360, så kan du se med her ONLINE ÅBENT HUS