Erhvervsuddannelsesdag 2021

Erhvervsuddannelsesdag 2021

Den 4/11-2021 afholdte SOSU Østjylland og College360 Erhvervsuddannelsesdag/messe for alle 8-9-10. klasser i Silkeborg Kommune. Messen var delt op i to dele: om dagen fra 8.30-15.00 havde vi besøg af 1100 8. klasses elever med deres undervisere og om aftenen åbnede vi dørene for 9-10. klasser med forældre. Hele arrangementet blev afholdt på Bredhøjvej 8, som huser College360s erhvervsuddannelser.
Konceptet for dagen var prøv, mærk og føl. 8. klasses eleverne kom igennem 5 runder: SOSU, Business, Auto, Håndværk og Design og Hotel og Restaurant. Her kunne eleverne så prøve at få fingrene i fagene. Der blev smagt, duftet, samlet ledninger, lavet julehjerter og juletræer. Der blev savet, skruet, stukket, leget, sorteret og pakket gaver ind. Der blev også gættet og dystet, og flere klasser og elever gik hjem med flotte præmier. Missionen med dagen var, at 8. klasserne skulle opleve bygningen, have noget i hænderne og se hvad erhvervsuddannelserne har at byde på. Dagen var en succes, og alle var engagerede og fik lov at prøve, mærke og føle.
Om aftenen ændrede konceptet sig til mere at være en messe. Her var alle klasserne fra Grundforløb 2 inde til undervisning, og på torvet og nede i multisalen stod vejledere, virksomhedskonsulenter og undervisere klar til at vejlede og rådgive kommende elever og deres forældre. Desuden var der lagt vægt på at vise karriereveje, så både virksomheder og videreuddannelsesinstitutioner var også mødt op. Det blev til mange gode snakke og rundvisninger på en velbesøgt messe.
Alt i alt summede det hele dagen af liv på skolen og for første gang blev den nye skolebygning virkelig testet og bestod med bravour. Tak til alle, der aflagde os besøg på erhvervsuddannelsesdagen. På vores Facebook side College360 kan du se fotos fra dagen.



