Nu officielt indviet på ny placering

24.januar 2022

Mandag, den 24. januar 2022 blev skulpturen Monument for bevægelse officielt indviet på sin nye placering ved College360 på Bredhøjvej. Formand for Kultur-, Fritids,- Outdoor,- og Idrætsudvalget Johan Brødsgaard forstod indvielsen og klippede det orange bånd i overværelse af en lille skare naboer, medlemmer af bestyrelse, politiske udvalg og Kultur- og Borgerserviceafdelingen ved Silkeborg Kommune.

 

 

Skulpturen, som er udført af den svenske kunstner Per Olof Ultvedt blev oprindeligt opstillet på Søndertorv i centrum af Silkeborg i forbindelse med byens 150 års jubilæum i 1996. Skulpturen blev i sommeren 2020 flyttet fra sin placering i midtbyen i forbindelse med renovering af gågaden. Kultur-, fritids-, og idrætsudvalget udskrev derefter en konkurrence om værkets fremtidige placering, hvor mere end 40 forslag blev indsendt. Efter en lang afstemningsproces blev det afgjort, at værket skulle placeres hos College360, hvor værket med sit tekniske udtryk spiller godt sammen med skolens uddannelser og får en central og synlig placering. Den 11. januar 2022 blev den 7,5 m højre stålkonstruktion, hvis form er inspireret af en skydelære, installeret på sin nye placering på College360 og nu er den også officielt indviet.