Ulla og Landsholdene

Ulla og Landsholdene

Man kommer ikke sovende til den rolle, faglærer Ulla Pedersen har på både Juniorkokkelandsholdet og Kokkelandsholdet, for der er virkelig mange ender, der skal mødes for at få dem til VM i Luxemburg, hvor de er på vej hen. Menu-udtænkning og planlægning, varebestilling, logistik, værelsesfordeling, arbejdsskema, coaching og ikke mindst smagning af den mad, som udgør de menuer, som skal bringe de to landshold til tops, er bare nogle af de opgaver, som Ulla tager sig af.
Mad og konkurrence
Ulla i 2004 blev udpeget til at være Team Manager for Juniorkokkelandsholdet og i 2010 for Kokkelandsholdet. De seneste 5-6 år har hun primært undervist svendeforløbene på Hotel og Restaurant på College360, og denne veksling mellem undervisning af spirende talenter og coaching af landsholdene passer Ulla godt: ”Jeg har smagt virkelig meget mad efterhånden, og jeg ved, hvad der rører sig i madverdenen - det er med til at holde mig skarp i at komme med den bedste kritik til det svendeklasserne præsenterer for mig.”
Og netop kritikken er et vigtigt elmenet i Ullas position på begge landshold, for de har brug for hendes vidende og konstruktive kritik for at blive bedre til det, de laver. Hun er mentor for dem – de spørger hende til råds, hun spørger dem, hvad de selv vil foreslå af løsninger og sammen finder de den bedste løsning på en given udfordring – alt sammen med respekt for det, de kan og laver - og gerne med lidt humor, da det er med til at sikre en god stemning i køkkenet, som er afgørende for samarbejdet blandt deltagerne. ”Det har altid været vigtigt for mig, at de fungerer godt sammen. De skal selvfølgelig være dygtige kokke, men de skal kunne arbejde og fungere sammen – det er et krav for at være med”, fortæller Ulla.
Indsatsen har de foregående år indbragt flotte placeringer til både VM og Culinary Olympic Games for begge landshold, der både har hentet guld- og sølvmedaljer i individuelle konkurrencer under VM og OL, samt siden 2008 placeret sig i top 10 hver gang. Ambitionen i år er som altid: ”Vi skal have guld med hjem” lyder det stålsat fra Ulla. Det mål kan realiseres med forberedelserne, der er minutiøst udført gennem planlægning og træning, træning, træning og ikke mindst en skarp og fokuseret indsats, når VM afvikles fra den 24. – 28. november. Skarpheden og fokuseringen skal dog ikke kun være på maden, for deltagerne skal også være meget opmærksomme på eksempelvis hygiejnen i konkurrencekøkkenet; en karklud må kun befinde sig et af tre steder: når den bruges til at tørre af, i en balje med vand eller i skraldespanden. Er den at finde andre steder, er det med til at trække fra i det samlede pointregnskab, der starter på 100 og bliver mindre for hver gang en dommer ser fejl og mangler i køkkenet eller ved vurderingen af holdenes menu.
Juniorkokkelandsholdet skal forsøge at beholde flere point ud af de 100 end de 19 andre hold, når de serverer mad for 70 gæster i det varme køkken og under live cooking foran 12 siddende gæster. Kokkelandsholdet er oppe i mod 29 andre lande, når de skal servere for 110 gæster fra det varme køkken og præsentere et koldt bord.
Rundt om Landsholdene
Det er ikke kun faglærer Ulla Pedersen, der bidrager til de mange flotte resultater, som de to landshold kæmper hjem til Danmark, det gør også servicetekniker Carsten Østergaard fra College360. Ifølge Ulla er det Carsten, der får enderne til at mødes. Det er ham, der blandt andet sorterer og fragter varer, samler borde, rydder op, lægger duge på bordene, skærer til og sliber knive og alt der imellem. ”Han er i ordets bedste forstand en blæksprutte – han kan fikse det hele. Vi ville simpelthen ikke kunne komme så langt, hvis ikke han stod klar til at hjælpe med alverdens forskellige store og små opgaver”, fortæller Ulla.
Derudover er også Uddannelseschef på Hotel & restaurant på College360, Arne Tang-Petersen involveret i Juniorkokkelandsholdet og Kokkelandsholdet, idet han er næstformand i foreningen National Culinary Team of Denmark, som har fokus på at fremme dansk gastronomi. Faktisk er hele afdelingen på Hotel og restaurant meget støttende i det arbejde, Ulla laver for de to kokkelandshold – og det er afgørende for succesen, for Juniorkokkelandsholdet mødes altid på skolen i Silkeborg, hvor de træner sammen. Som en del af træningen frem mod dette års VM blev 70 gæster bespist med den menu, der skal sikre Juniorkokkelandsholdet sejren. Til at dække bordene, servere champagne og mad stod de nyeste elever på skolen sammen med deres to faglærere klar. Så selvom Ulla bruger mange timer på de to kokkelandshold og i snit arbejder 180 timer på de 10 dage, de er til VM, så er går der endnu flere timer til at få landsholdene til excellere. Det er en hold-indsats.
Helt frem til konkurrencens start må Ulla guide sammen med holdenes coach, men når konkurrencen går i gang, skal Ulla forlade konkurrencekøkkenet og må pænt stå og kigge ind og vente på at se, hvad der kommer ud af køkkenet ved servering, hvilket er ret nervepirrende og ”det er slet ikke til at holde ud”, slutter Ulla med et smil.
Er du interesseret i at læse mere om de danske mad-landshold, kan du gå ind på kokkelandsholdet.dk/
Du kan følge deres forestående VM-deltagelse på de sociale medier:
Kokkelandsholdet: Facebook // Instagram