Løntilskud til virksomheder med lærlinge og elever i 2020

09.juni 2020

Den aktuelle økonomiske situation som følge af COVID-19 er en stor udfordring for mange danske virksomheder. Regeringen og arbejdsmarkedets parter er derfor netop blevet enige om en trepartsaftale med en række initiativer, der holder hånden under lærlinge og elever på erhvervsuddannelserne og giver en økonomisk håndsrækning til danske virksomheder. I alt udmøntes 5,4 mia. kr. til dette formål.

På College360 hilser vi den nye aftale velkommen. Det er vigtigt, at lærlinge og elever kan beholde deres praktikpladser, og det skal være overskueligt at oprette nye praktikpladser, selv i den aktuelle økonomiske situation. Derfor vi vil gerne bidrage til, at vores gode samarbejdspartnere ved, hvad aftalen rummer af muligheder for dem.

Løntilskud til private virksomheder med lærlinge og elever i 2020:

  1. Din virksomhed har allerede en lærling/uddannelsesaftale
    Private virksomheder med igangværende uddannelsesaftaler kan få 75 pct. i løntilskud til deres lærlinge i perioden 1. maj 2020 til og med 31. december 2020.

  2. Nye uddannelsesaftaler
    Private virksomheder, der opretter nye uddannelsesaftaler efter 1. maj 2020 får et løntilskud på 90 pct. for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler, ny mesterlæreaftaler eller restuddannelsesaftaler.

    For korte aftaler, der indgås efter 1. maj 2020, ydes der et tilskud på 45 pct. af lønnen. Det vil være en betingelse for at opnå løntilskuddet, at den korte aftale er en ny aftale mellem arbejdsgiver og elev., dvs. at arbejdsgiver ikke tidligere har haft indgået en kort aftale med samme elev. Løntilskuddet gælder i elevernes praktikperioder, da arbejdsgiverne under skoleperioder modtager almindelig lønrefusion fra AUB. I perioder, hvor virksomheder får lønkompensation for deres elever i regi af den generelle lønkompensationsordning for elever på det private arbejdsmarked, vil der ikke også samtidig kunne ydes løntilskud. Når lønkompensationsordningerne udløber, vil virksomhederne kunne få løntilskud til lærlinge.

  3. Forhøjet lønrefusion resten af 2020
    Lønrefusionssatsen under skoleophold øges med 20 pct. for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler og restuddannelsesaftaler for skoleophold i 2. halvdel af 2020. Samtidig suspenderes reglen om, at lønrefusionen maksimalt må udgøre 100 pct. af lønudgiften for skoleophold i 2. halvdel af 2020 for disse aftaletyper.

    På College360 står vi allerede nu klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål i forbindelse med nuværende eller nye uddannelsesaftaler. Er din virksomhed endnu ikke godkendt som praktikvirksomhed, så hjælper vi dig gennem godkendelsesprocessen.

    Kontakt os på telefon 22 19 57 91.