Midtjysk Mesterskab 2018

05.oktober 2018

Konkurrencen er for de elever på Hotel og Restaurant, der ønsker at udvikle sig fagligt, blive bedre til at arbejde under stort mentalt pres og dermed opleve, hvordan man reagerer i en presset konkurrencesituation – for hvem ved, måske er Midtjysk Mesterskab bare den første konkurrence af mange?

Det er i hvert fald resultat, der er set før: man kan blive helt afhængig af det sus, det giver, at stille op og præstere sit bedste i en konkurrence i sit håndværk. For kokkene betyder det, at de for dommerne skal præsentere en menu, der som minimum indeholder tre forskellige varme garniturer, to stivelseselementer, hvoraf en skal være kartoffel. Ud fra kreativitet, nyskabelse, tilberedning og smag kåres vinderen af Midtjysk Mesterskab 2018. For Tjenerne gælder det om at lave en kreativ drink eller cocktail med gin, som de har 20 minutter til at fremstille og servere for dommerne. Derudover byder konkurrencen på at præsentere drikkevarer til en femretters sommermenu i anledning af et jubilæum, som også skal præge det bord, de skal dække op og vise for dommerne. 

 

En kok og en tjener  

Kokken Cecilia Rothborg Mortensen på 21 år lever og ånder for kokkefaget. Arbejde og fritid smelter sammen for Cecilia, der er i lære på Huset Poulsen i Herning, som både huser en cafe og en ny konceptrestaurant. Hver anden weekend arbejder Cecilia i konceptrestauranten, hvor hun er med til at udtænke, lave og servere enten 3- eller 6-retters menu for gæsterne.

Kokkelivet var ikke det oplagte valg for Cecilia – eller måske var det netop det. Men hun skulle et smut forbi gymnasiet, før hun fandt ud af, at det var et liv med mad, der skulle være hendes levevej. ”Jeg troede, jeg skulle have min barndomsdrøm om at blive læge opfyldt, men det ikke var noget for mig, og så kom jeg til at tænke på, at jeg altid har hjulpet min tanter og mor i køkkenet, og det fik mig til at tænke, at det måske faktisk var det, jeg skulle lave – og så kom jeg i gang og blev helt bidt af det og aldrig fortrudt det siden”, fortæller Cecilia og fortsætter: ”Det er dit liv, du lægger i det. Og jo, det er lidt hårdt nogle gange – men jeg har fundet mit kald, så jeg lægger bare det i, der skal til, så for mig flyder fritid og arbejde sammen.”

Cecilia stiller op til Midtjysk Mesterskab, fordi hun gerne vil se, om hun kan drive det til endnu mere i sit fag og håndværk: ”Jeg vil gerne prøve grænser af og se, om jeg kan komme længere end uddannelse” fortæller Cecilia, der derfor heller ikke har et udtalt mål om en podieplads, for det handler mere om at prøve sin kunnen af i en tidspresset konkurrencesituation. Det ændrer dog ikke på, at Cecilia træner konstant, for det kunne nu også være fedt at vinde, siger hun -”Jeg har planlagt min menu, og sidder sammen med køkkenchefen og souschefen nede på arbejde og terper muligheder. Og de dage jeg ikke arbejder, går jeg gerne ned på restauranten, og så træner jeg retterne selv og eksperimenterer.”

 

19-årige Tjenerelev Patricia Bandolie fra Hampen er lige nu i lære på Svostrup Kro, hvor hun stortrives som tjener: ”Jeg kan bare godt lide at servicere mennesker, og især, når der er travlt, så er det fedt med det der pust, der lige giver det ekstra – man kan blive helt høj på en god service”, fortæller Patricia, der kan bevare det rolige overblik i en travl service. Den ro gavner hende i Midtjysk Mesterskab, hvor tidspresset bliver den største udfordring. Men Patricia føler sig klar: ”Da jeg stillede op (til Midtjysk Mesterskab 2017, red.) sidste år havde jeg kun været i praktik i en måned, så det var mere for at prøve. Det var meget lærerigt, og jeg fik altså lyst til mere konkurrence”, fortæller Patricia, der føler sig mere rustet til konkurrencen i år efter at have været i praktik det seneste år.

Generelt er Patricia velforberedt til Midtjysk Mesterskab og har derfor allerede en plan med det tema, hun har fået til sin borddækning som er Callebaut Chokolade. Hun kan ikke afsløre det hele, men fortæller, at hun vil bruge en pose fra chokoladen til en slags vase, hvor der kan stikke en blomst op som en chokoladeplante, der vokser op midt på bordet.

En af de tjenerdiscipliner, som Patricia bedst kan lide, er flambering, så den opgave ser hun frem til at udføre til konkurrencen. Men alt er ikke som det plejer, for Midtjysk Mesterskab byder i år på en ny disciplin for tjenerne, der i stedet for at trangere en kylling foran dommerne skal røre en tatar ud fra gæsternes smagsønsker, som i dette tilfælde bliver dommernes ønsker. Patricia har ikke lavet så meget tatar ind til nu, men føler sig alligevel forberedt til opgaven, som hun har læst meget op på og gennemtænkt en plan for. Og det er faktisk nøglen til Patricias deltagelse – hun vil gerne udfordre sig selv og se, hvad hun kan udrette på så kort tid, som konkurrencen tillader.

 

Sammen Le Cordon Bleu, det verdensomspændende netværk af køkken-, hotel- og restaurantskoler, arrangerer Hotel og Restaurant på College360 hvert år Midtjysk Mesterskab for de udvalgte der har drivet og lysten til at konkurrere i deres fag. I år bliver det til 8 kokke- og tjenerelever, der skal konkurrere. 

Det sker mandag den 8. oktober 2018 fra kl. 12-21 på Hotel og Restaurant, Kejlstrupvej 99 i Silkeborg.

Leveret af
Du bestemmer over dine data

Vi og vores samarbejdspartnere bruger teknologier, herunder cookies, til at indsamle oplysninger om dig til forskellige formål, herunder:

  1. Funktionalitet
  2. Statistik
  3. Marketing

Ved at trykke på 'OK' giver du samtykke til alle disse formål. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage på vores datapolitik side.

Du kan læse mere om vores brug af cookies og andre teknologier, samt om vores indsamling og behandling af personoplysninger ved at trykke på linket herunder.

Om cookies

Nødvendige
Funktionelle
Statistiske
Marketing
Afvis alle
Opdater samtykke