Som Hospitality Career mentor hjælper Sofie andre unge med at opnå deres drømme

26.februar 2021

Sofie Dengsø Rasmussen er i gang med en uddannelse som receptionist på College360. Hun er til dagligt i lære på Svostrup Kro. Sofie er blevet udvalgt til at være en del af Hospitality Career - et projekt iværksat af HORESTA og 3F med støtte fra Nordea-fonden, der skal fastholde eleverne på hotel- og restaurantuddannelserne ved hjælp af et mentorkorps bestående af passionerede unge fra branchen, som vil støtte og guide andre unge gennem deres første praktikforløb. Som en del af mentorkorpset tager Sofie andre unge med ind i sin hverdag og giver dem en unik mulighed for at opleve en spændende branche indefra og fungerer som coach for sine mentees.

Jeg vil gerne være med til at bryde fordomme og vise, hvor megafed branchen er
Sofie er blevet udvalgt til at være Hospitality Career mentor – faktisk er hun med sine 19 år den yngste af alle mentorer og den eneste, der stadig er under uddannelse, mens de øvrige alle er udlærte kokke, catere, tjenere eller receptionister. De unge mentorer i Hospitality Career skal på baggrund af deres egne erfaringer hjælpe andre unge med at få et kig ind i branchen og via ung-til-ung-kommunikation fastholde ambitionen og støtte eleverne, så de gennemfører deres uddannelse, og antallet af faglærte i branchen på sigt øges.

”Jeg valgte at blive mentor, fordi jeg gerne vil være med til at give andre unge et kig ind i vores branche, fortæller Sofie. ”Der er mange fordomme om hotel- og restaurationsbranchen f.eks. at tonen er hård, at vagterne er lange og hårde. Man er også meget på, og man kan være bange for, om man kan præstere godt nok, når man står over for kunderne. Jeg vil genre være med til at bryde fordommene og vise, hvor megafed en branche det er. Jeg synes, at man som ung skal kunne følge sine drømme uden at lade sig påvirke for meget af fordomme.”


Velkommen til min hverdag som receptionistelev
”Som ambassadør og mentor tager jeg folk med ind i min hverdag som receptionistelev, så de oplever branchen og det at være i ude i lære backstage. Jeg har ikke haft mentees endnu, men til efteråret får jeg 4 Grundforløb 2 elever, som jeg skal coache gennem deres valg. Mentoren skaber en ekstra tryghed i overgangen til praktikperioden i en virksomhed, fordi de unge har én, de kan spørge til råds om de bekymringer, de måtte have i forhold til at skulle ud i praktik i branchen.

Jeg kom med i Hospitality Career efter at have holdt et oplæg for nogle grundforløb 2 elever, hvor én af de andre mentorer, som er udlært tjener, også var til stede. Vi havde en god snak om vores respektive uddannelser, og pludselig før jul 2020 blev jeg kontaktet af ham, fordi Hospitality Career manglede hjælp til en kampagne. Jeg sagde ja til at deltage og kom med til et stort photo shoot i København. Det var enormt fascinerende at prøve og noget af en personlig udfordring. Jeg var, da jeg stod på settet på et stort hotel i København enormt stolt af, at lille mig - receptionistelev fra en lokal kro i Jylland fik muligheden for at være med. Det var en stor oplevelse. Derefter blev jeg en fast del af mentorkorpset.

Vælg med hjertet og stå ved dine drømme
Jeg valgte at sige ja til at bliver mentor og hjælpe andre unge, fordi jeg lige selv har været igennem det, de står over for. Jeg ved, hvordan det er, og hvordan branchen er, og hvordan arbejdsmarkedet ser ud lige nu, så jeg tænkte, at jeg kan tilføre noget andet end dem, der er allerede har været udlært et stykke tid. Det har altid betydet meget for mig, at folk skal vælge med hjertet og ikke bare gøre, hvad andre gør eller siger, de skal gøre. Da jeg gik i 10. klasse, så jeg så mange, der ville på gymnasiet, fordi deres venner skulle på gym, eller fordi deres forældre sagde, at det var det bedste. Jeg har set så mange gange, at folk går på gymnasiet for derefter at tage en erhvervsuddannelse.  Altså, hvis du gerne vil være kok, hvorfor så tage den omvej? Hvorfor ikke komme på College360 og blive kok med det samme? Du kan være udlært på den tid, du bruger på gymnasiet.

Jeg ser også tit, at det er forældrene, der sætter en stopklods for, at unge søger ind på en erhvervsuddannelse. Måske har de selv en gymnasial uddannelse og vil have, at deres børn også får det. Eller også tror de, at det giver flere muligheder. Det kan være svært at bryde mønsteret som ung. Vi taler så tit om mønsterbrydere, som nogen der kommer fra en familie, hvor forældrene er ufaglærte og får en videregående uddannelse, men vi skal til have en anden type mønsterbrydere: unge, der vælger en erhvervsuddannelse, fordi de brænder for et fag, selv om de kommer fra en familie, hvor man er akademikerne eller bankfolk. Jeg vil gerne støtte unge i at stå ved deres valg og drømme


De er ærgerligt at mange undervurderer erhvervsuddannelserne
Det er ærgerligt, at mange undervurderer erhvervsuddannelserne - bare fordi, du ikke får en hue, så betyder det ikke, at du ikke bliver fagligt dygtig eller kan blive noget stort. I stedet for en hue får du et svendebrev, som du har resten af livet, og som du også kan bygge videre på med videregående uddannelser, hvis du vil. Bare fordi du er udlært receptionist eller tjener betyder det ikke, at du kun kan udføre det job resten af livet. Jeg brænder for at slå fordommene om erhvervsuddannelserne i stykker, og jeg vil gerne vise, at fordommene om hotel- og restaurationsbranchen også bare er fordomme. Tingene er, hvad man gør dem til. Der er så mange fordele ved at tage en erhvervsuddannelse i en spændende branche. Man opnår også et godt fællesskab på en erhvervsuddannelse, og man får et bredere og mere betydningsfyldt fagligt og socialt netværk, fordi man bare møder mange mennesker via sit arbejde. Man opnår stor personlig udvikling, og man bliver modnet tidligere, fordi man bliver kastet ud i erhvervslivet og får ansvar.

Jeg er stolt af at hjælpe andre unge til at udvikle sig
Jeg er enorm stolt af at være en del af Hospitality Career. Det rykker mig personligt og giver mig meget at lære ting fra mig og coache andre. Jeg føler, at jeg som 19 år gammel har meget på CV’et og meget at tilbyde en fremtidig arbejdsplads. Jeg kan meget mere nu end blot de receptionistfaglige ting. Jeg har fået meget bredere kompetencer, som ruster mig og giver mig muligheder i fremtiden f.eks. hvis jeg engang skule påtage mig en lederstilling. Jeg har fået et kæmpe netværk, som kan blive af betydning for mig i forhold til job og karriere. Og så er jeg stolt af, at jeg kan hjælpe andre unge og give dem et skub til at udvikle sig og stå fast ved deres valg af uddannelse og deres drømme.

Leveret af
Du bestemmer over dine data

Vi og vores samarbejdspartnere bruger teknologier, herunder cookies, til at indsamle oplysninger om dig til forskellige formål, herunder:

  1. Funktionalitet
  2. Statistik
  3. Marketing

Ved at trykke på 'OK' giver du samtykke til alle disse formål. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage på vores datapolitik side.

Du kan læse mere om vores brug af cookies og andre teknologier, samt om vores indsamling og behandling af personoplysninger ved at trykke på linket herunder.

Om cookies

Nødvendige
Funktionelle
Statistiske
Marketing
Afvis alle
Opdater samtykke