Mitzi elsker at sidde ved computeren og nørde med tal

Mitzi elsker at sidde ved computeren og nørde med tal

Mitzi Ostenfeldt er 19 år og går på 2. år på EUX Business med Kontor & Administrations-retning. Til August starter Mitzi som kontorelev hos Silkeborg Kommune i Socialafdelingen.
EUX Business med Kontor & Administration var et helt oplagt valg for Mitzi efter Grundforløb 1. Her fandt Mitzi ud af, hvor hendes interesser lå, og hvor hun kunne bruge sine kompetencer og fokusere på de områder, hvor hun var bedst - nemlig tal og IT.
Hurtigt ud på arbejdsmarkedet
”Jeg har haft en længere vej hertil. Jeg startede faktisk på en HF for 2 år siden, men fagene interesserede mig ikke rigtigt. Så jeg prøvede i stedet EUX, og her var der fag som Afsætning, IT, Virksomhedsøkonomi og vores retningsfag Kontor & Administration, og det er lige mig. Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med tal og IT. Jeg synes også, at det er virkeligt positivt, at uddannelsen kun tager to år, så man hurtigere kommer ud på arbejdsmarkedet og kan prøve kræfter med det, man har lært på skolen. Motivationen for at gøre det godt på skolen er bare meget større.
Støtte og vejledning til lærepladssøgning fra skolen
”Jeg bliver student her til sommer, og så skal jeg ud i praktik. Jeg har været så heldig at få en elevplads i Socialafdelingen hos Silkeborg Kommune. Jeg glæder mig virkelig til at starte som elev hos dem og komme ud og bruge min viden i praksis, og det bliver spændende at skulle sidde i Socialafdelingen og holde styr på udbetalinger til borgerne”, fortæller Mitzi. ”Jeg har fået vejledning og støtte af skolen i forhold til at finde elevplads. Det har især været dejligt at få læst ansøgninger og CV igennem og få tips og tricks til, hvordan de kunne blive bedre. På den måde er vi virkelig heldige, for vi har en lærer som virkelig nyder at hjælpe os med at finde den rette elevplads”. Men jeg er jo ikke helt færdig med skolen, selv om jeg bliver student til sommer, for jeg skal jo stadig ind på skoleforløb, mens jeg er på elevpladsen”.
Det bedste ved uddannelsen er, jeg kan se, hvordan fagene skal bruges i praksis
”Det bedste ved uddannelsen er helt klart fagene. Jeg synes også, at variationen i undervisningen er virkelig god. Det lå lige til højrebenet for mig, at jeg skulle vælge kontor-retningen. Jeg synes, at fagene vi har her på EUX Business passer godt til mig, og jeg kan se, hvordan jeg kan bruge fagene ude i praksis. Det har jeg ikke på samme måde kunnet tidligere, og da jeg i sin tid startede på HF, havde jeg ingen idé om, hvad jeg gerne ville i fremtiden. Det har jeg nu, og det har været en stor fordel for mig at starte på EUX, fordi det har givet mig en retning for, hvad jeg gerne vil med mit liv. Nu starter jeg jo med en lille del af det - nemlig at sidde på kontor, men jeg håber på et tidspunkt at læse til revisor, for det åbner denne her uddannelse jo også op for, at man kan”.