Cecilie Stuart Lykkegaard er en af College360’s dygtige talentelever.

Mød Cecilie - en af College360’s dygtige tjenerelever

Cecilie Stuart Lykkegaard er en af College360’s dygtige talentelever. Hun er 26 år og bor i Aarhus C. Det er også her, hun er tjenerelev på Restaurant MellemRum, som er en à la carte restaurant i hjertet af Aarhus. Her starter Cecilies dag om eftermiddagen, hvor hun sørger for, at restauranten er indbydende og hyggelig til aftenens gæster. Dagen slutter for hende, når hun har serveret sidste tallerken og glas, og restauranten er klargjort til næste dag.
Lidenskab førte til karrierevalg
Det var Cecilies store lidenskab for mad, vin og at yde den gode service, der betød, at hun valgte en karriere inden for restaurationsbranchen. Hun tilføjer: ”Og så er jeg en aktiv og udadvendt person, så jeg befinder mig godt i sociale sammenhænge”. Desuden synes hun, at det giver energi og motivation, hvis samarbejdet mellem kollegerne går op i højere enhed, når der er gæster i restauranten: ”Alt skal passe sammen, for at vi kan yde den gode service, så gæsterne får en helhedsoplevelse, de vil mindes”. Cecilie fortsætter: ”Man er med til at give gæsterne en god oplevelse, der får dem glade ud af døren, hvilket for mig er motiverende og givende i hverdagen”.
Fokus på udvikling og faglighed
Til spørgsmålet om, hvad der er det bedste ved tjenerfaget, er hendes svar klart: ”Jeg synes, det bedste ved faget er, at det hele tiden er i udvikling, og at man skal holde fokus og være oppe på beatet for at kunne følge med i udviklingen. ” Desuden synes hun, at det er vigtigt at have fokus på fagligheden og håndværket i branchen: ”Faglighed og håndværk kan udfolde sig på forskellige niveauer og vises på forskellige måder både i teori og i praksis. Det er derfor vigtigt hele tiden at arbejde på sin faglighed og sit håndværk, da det hele tiden er i bevægelse”.
Cecilies råd til nye tjenere
Cecilies råd til andre, der overvejer at træde ind i tjenerfaget, er, at det er vigtigt at have gåpåmod, være udadvendt og søgende efter ny viden. ”Det er en hård branche, som hele tiden er i udvikling. Det er derfor vigtigt at have forventningsafstemt med sig selv om, hvor man vil hen og hvilke ambitioner, man har”, siger hun.
Cecilies drøm for fremtiden er at blive restauratør, og hun er dermed godt på vej mod drømmen.