Alma og perle-eventyret

02.juni 2021

Alma Nielsen er 17 år og går i 2.g på Handelsgymnasiet. Hendes HHX-studieretning er Almen Økonomi og ved siden af gymnasiet har Alma startet sin egen smykkevirksomhed By Alma Nielsen, hvor hun designer og sælger perlesmykker.

”Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle på Handelsgymnasiet. Jeg har altid haft en interesse for de økonomiske fag og afsætning, og jeg var helt sikker på, at jeg ikke skulle have de naturfaglige fag, som man har på STX”.

Alma fik sit CVR-nummer i marts 2020 og har været i gang i omkring et år nu. ”I maj 2020 åbnede jeg min webshop, og så var jeg i gang. Egentligt startede jeg med at købe materialer hjem til at lave perlesmykker af til mig selv, men så tænkte jeg, at man jo sikkert kunne sælge dem også. Jeg begyndte at poste billeder af dem på Instagram, og så begyndte det ellers bare at tage fart.” Alma oplevede en stor efterspørgsel på smykkerne, og valgte derfor at begynde at sælge dem online og i butikken T.I.N.G i Silkeborg.

”Mine forældre og jeg kender ejerne af T.I.N.G, så jeg har fået lov til at sælge mine smykker i deres butik, og det går virkelig godt. Så godt, at de endda har bedt mig om at sætte mine priser op. Jeg valgte i starten at prissætte mine produkter lidt lavere for at kunne konkurrere med de mange andre virksomheder, der laver samme slags smykker. Kvaliteten og prisen var de to områder, hvor jeg bedst kunne differentiere mig fra konkurrenterne.”

At kunne trække viden fra uddannelsen, ud i praksis – og omvendt

”Nogle af de områder, hvor jeg især kunne trække på min HHX-uddannelse i virksomheden er omkring Virksomhedsøkonomi og Afsætning. Jeg har valgt selv at lave regnskaberne, da jeg jo har lært det i skolen, og fordi det er et godt sted at spare lidt penge, hvis man selv har mulighed for at lave noget af det. Derudover har jeg også lært meget i Afsætning om markedsføring af produkter, og det har jeg især kunne trække på. Jeg har valgt at have fokus på Instagram, og bruger influencere til at reklamere for mit brand og mine produkter. På den måde er mine produkter nået ud i hele Europa allerede nu.”

Alma jonglerer lige nu både skolen og virksomheden, men de to ting supplerer hinanden godt. ”Jeg kan se, hvordan jeg kan bruge en stor del af den viden jeg får i fagene i min virksomhed, og det giver en meget større forståelse for teorien, når jeg har mulighed for at afprøve og bruge tingene i virkeligheden. Men på den anden side kan jeg også bidrage til undervisningen med andre perspektiver, fordi jeg har erfaring og problemstillinger fra min virksomhed som jeg kan tage med tilbage på skolebænken".

Fremtiden for By Alma Nielsen

Næste sommer bliver Alma student, og hun har allerede en meget klar plan for hvad der skal ske fremadrettet. ”Jeg skal først holde et sabbatår, hvor jeg har mulighed for at arbejde i min virksomhed, og se, hvad det kan blive til. Min virksomhed er allerede blevet international, fordi jeg har brugt influencere der har internationale følgere, så min drøm er, at By Alma Nielsen vil fortsætte med at vokse. Det er håndlavede smykker, så væksten skal ikke ske på bekostning af kvaliteten, men hvem ved. Måske får jeg en ny idé som jeg kan forfølge i fremtiden.

En af de ting der virkelig har overrasket Alma er, hvor tidskrævende det er, at drive sin egen virksomhed. ”Jeg tror hurtigt, at man kommer til at sammenligne det med at være medarbejder i en virksomhed, men jeg har jo ansvaret for det hele. Jeg er både marketingansvarlig, direktør, designer, revisor osv. Men jeg vil virkelig anbefale alle der overvejer at starte egen virksomhed under uddannelsen at gøre det. Det passer godt sammen med uddannelsen på Handelsgymnasiet, og man har en masse teori, man kan trække på til virksomheden.”