Fest for fællesskabet

05.december 2019

Det tager op til et halvt år for HHX’ elevfestudvalg at planlægge skolens fester. Men de er ikke et øjeblik i tvivl om, det er det store arbejde værd – det får nemlig eleverne ud af klasserne og ind i fællesskaberne.

”Hvor mange kan være med på lørdag?” spørger Mathilde Bjerregaard, der går i 3. g og er forkvinde for festudvalget. Sammen med Zia Jensen og Lucas Magnussen, der også er 3.-g’ere og henholdsvis forkvinde og formand, har hun kaldt resten af festudvalget til møde. De sidder i et tomt klasselokale og er ved at finde ud af, om de kan lave en julekalender inspireret af TV2’s ”Natholdet”. En del rækker hånden op som svar på spørgsmålet – også selvom lørdag jo er en fridag, hvor der normalt er en lille pause fra lektierne, og hvor fritidsjobbet skal passes. Men det kræver meget arbejde, når man er et festudvalg med store ambitioner.

Op til et større arrangement som f.eks. skolefesten den 7. december mødes festudvalget flere gange om ugen, og inden da har flere måneders planlægning været i gang. Der er nemlig rigtig mange ting, der skal besluttes og koordineres, når man vil holde en fest for cirka 500 elever både fra HHX og HTX. Der skal for eksempel laves en aftale med Jysk Arena, som er det eneste sted i nærheden, der kan rumme så mange gæster. Der skal også skaffes armbånd og hyres busser, som kører festdeltagerne tilbage til midtbyen, og der skal udloddes konkurrencer løbende, hvor eleverne kan vinde de bordpakker, som festudvalget har fået i hus hos byens barer.

 

Elever med indflydelse

Dengang Zia Jensen, Mathilde Bjerregaard og Lucas Magnussen startede på skolen, var der ikke noget festudvalg, og festerne blev planlagt, uden at eleverne havde nogen indflydelse. ”Vi sad alle tre i elevrådet og tænkte, hvorfor sker der ikke noget?!” fortæller Zia Jensen. ”Vi savnede fællesskab og sammenhold på skolen,” tilføjer Mathilde Bjerregaard. De fandt ud af, at det ikke stod nogen steder, at man ikke må oprette et festudvalg, ”så tænkte vi, fint, så opretter vi det!” siger Mathilde Bjerregaard.

Siden da har de planlagt Bingo-fredagsbar, konkurrence om det flottest julepyntede klasselokale, og i det nye år en påskefrokost på tværs af bogstavklasserne samt et tøjsalgsarrangement i kantinen, som en elev har foreslået. ”Vi tager imod alle de forslag, der kommer!” siger Zia Jensen. Men tit kan det være svært at møde alles ønsker, f.eks. når man gerne vil have en fest til en rimelig indgangspris, men også gerne vil have nogle fede kunstnere. Det kan nogle gange skabe frustrationer, når folk ikke helt forstår, hvor mange kompromisser, der skal indgås, fortæller Zia Jensen, Mathilde Bjerregaard og Lucas Magnussen.

En skole, hvor man hører til

Men hvis man spørger de tre, hvorfor de gider gøre det store arbejde, kommer svaret hurtigt og klart: For fællesskabets skyld. ”Hvis der ikke er fællesskab, er der ingen der gider at gå her,” siger Zia Jensen. ”Vi vil have folk ud af klasselokalerne og møde hinanden”, fortæller Mathilde Bjerregaard. ”Ja, få dem til at føle, at de hører til,” tilføjer Zia Jensen. Når brobyggerne kommer på besøg fra folkeskolen, er det heller ikke valgfag og karrieremuligheder, de spørger om, men om fællesskabet på skolen er godt – om der er mange fester, fortæller Lucas Magnussen.

HHX’ rektor, Jens Ditlev Hansen anerkender da også, hvor vigtigt festudvalgets arbejde er i forhold til at styrke skolens fællesskab blandt eleverne: ”De er dygtige til at få nye idéer. Vi sætter pris på den idérigdom og handlekraft som de lægger for dagen – i hele eventudvalget, måske særlig godt faciliteret af Zia, Mathilde og Lucas,” siger Jens Ditlev Hansen.

 

 

Julestemningen er i top, efter at festudvalget har lavet en konkurrence om det pænest pyntede klasselokale.