Innovationselever hjælper SIF imod lave tilskuertal og dårlige oplevelser

Innovationselever hjælper SIF imod lave tilskuertal og dårlige oplevelser

20.januar 2020

Når SIF spiller hjemmekamp på Jysk Park, står i gennemsnit mere end 6000 sæde tomme, og de tilskuere, der kommer, mener ikke altid, at den oplevelse de får, passer til prisen. Det vil 3f og 3h på College360 gerne være med til at lave om på.

Mange fodboldklubber har svært ved at trække tilskuere på stadion for at se superligakampe, og det problem kæmper man også med i SIF, desuden mener særligt de helt unge tilskuere, at man ikke får nok for pengene, når man tager en tur på Jysk Park for at se bold.

Det var blandt andet de problemer, de to innovationsklasser på 3. år arbejdede med i efteråret, da de havde et forløb om entreprenørskab, hvor de igennem en innovationsproces skulle finde på løsninger, der kunne hjælpe SIF med at trække flere folk på lægterne.

I dag var klasserne så klar til at præsentere deres løsninger for Kent Madsen, adm. direktør for SIF, og de var inviteret til Jysk Park, for at fortælle ham om deres ideer:

En medlemsklub for børn, en sportspub i samarbejde med Burger Shack, studie- og mængderabatter og fordelsprogrammer for Silkeborgs bydele var blot nogle af de løsninger, eleverne præsenterede, og Kent Madsen var meget tilfreds og mente, at det var spændende og relevant at høre elevernes ideer og holdning til problemerne.