Stort tillykke til årets ATU-diplommodtagere

03.februar 2023

Onsdag den 18. januar 2023 modtog Belinda Pallesen, Maia Hammer Johnsen, Thea Offersen og Thorbjørn Binderup Pladsbjerg fra Handelsgymnasiet Silkeborg sammen med 178 andre gymnasieelever deres ATU-diplom, som bevis på at de har gennemført det 2 år lange akademiske talent-program for gymnasieelever.

Til diplomoverrækkelsen var der blandt andet taler fra tre diplommodtagere, Berit Eika, som er prorektor ved Aarhus Universitet, og regionsrådsformand, Anders Kühnau.

Diplomoverrækkelsen markerede afslutningen på ATU-forløbet, der består af af workshops, forelæsninger, summer camp og ekskursioner, som til sammen giver eleverne både faglige kompetencer inden for specifikke fagområder og mulighed for at skabe relationer med elever fra andre gymnasier.

 

 

Aktiviteterne i ATU er udviklet i samarbejde med bl.a. Aarhus Universitet, VIA University College, DMJX, Forlaget Systime, Cyber Security Group (AAU), Klimatorium og Science Museerne (AU), og de giver derfor eleverne en bred insigt i hvad deres muligheder efter gymnasiet er og lader dem snuse til livet som studerende.

  

 

Diplommodtagerne udtaler:

For os har ATU været en oplevelse vi aldrig glemmer. ATU har givet os muligheden for at møde ligesindede elever, som også gik op i skole. Derudover har ATU givet os redskaber, som vi kan bruge i undervisningen, afleveringer, større projekter og i fremtiden”.

Maia Hammer Johnsen og Thea Offersen

 

"ATU er primært et fagligt fællesskab. For mig er det dog det sociale fællesskab der har betydet mest. Jeg har fået muligheden for at møde mange forskellige gymnasieelever, som jeg har fået en tæt relation til gennem ATU-forløbet. Dét har klart været det fedeste ved ATU."

Belinda Pallesen

 

"ATU har for mig ikke blot været en mulighed for at skabe ny viden - sammen med andre - og lære nye folk at kende. Det har også lært mig ting om mig selv - jeg har dels udvidet min horisont og fået flyttet grænser, som ellers ikke ville blive rykket. Forløbet har været rigtig værdifuldt for mig, og jeg ville aldrig være det foruden."

Thorbjørn Binderup Pladsbjerg

 

ATU er et tilbud til elever, der gerne vil have ekstra faglige udfordringer sammen med andre nysgerrige og motiverede unge. Hvis du tænker, at ATU kunne være noget for dig så læs mere på ATU eller kontakt Dorte Holm, der er ATU koordinator for HHX på College 360, på mail doho@college360.dk