Eleverne arbejder på højtryk i Teknisk Gymnasiums værksteder og laboratorier

Eleverne arbejder på højtryk i Teknisk Gymnasiums værksteder og laboratorier

I disse dage er der masser af summen i alle værksteder og laboratorier på HTX. 3.g-eleverne er nemlig i fuld gang med at lave deres afsluttende teknikfagsprojekter.
I byggeværkstedet er eleverne i fuld gang med at lave udsnit fra forskellige huse og andre byggeprojekter, som viser deres innovative tilgang til taglægning, murerarbejde og bygningskonstruktioner. Her bliver der lavet alt fra huse, sommerhuse, campinghytter, til tagterrasser, og meget gerne i nye eller alternative typer af byggematerialer.
Maskinværkstedet emmer af koncentration, og eleverne er fuldt fokuseret på at få skåret de rigtige plader ud, boret huller, samt målt og tjekket efter de tekniske tegninger. Projekterne er mangeartede. Eleverne arbejder blandet andet på at bygge en drinksblander, en 3D-printer, træningsredskaber og en håndspritdispenser med døråbner, så man ikke kan åbne døren uden at spritte hænder.

I elektronik laboratoriet er energien også høj, for her er eleverne i fuld gang med at sætte strøm til og programmere deres løsninger. Jonas og Alexander har bygget en port til hønsegårde, og de er ved at programmere den, så porten følger solen og åbner ved solopgang og lukker ved solnedgang, så hønsene altid har mulighed for at være ude hele dagen. Nogle af de andre elektronikprojekter omhandler stopure og andre træningsredskaber, som skal gøre Silkeborgensernes træningsbesøg på Odden sjovere og mere udfordrende.
Proceslokalerne er ingen undtagelse. Her er der både gang i køkkenet og laboratorierne. Eleverne arbejder sammen på tværs, og bruger hinandens projekter til at undersøge processerne i dem.
I laboratoriet undersøger Amalie og Thilde, hvordan man udvinder gurkemeje fra både pulver og gurkemejerod, og hvilken af disse der giver den reneste udvinding. Deres udvinding bliver i køkkenet brugt til dekoration af fyldte chokolader, hvor Celena eksperimenterer med, hvordan man selv laver hjemmelavet chokolade, og undersøger, hvordan man opnår det bedste knæk og den flotteste blankhed.
Til slut tjekker Josefine og Emilie bakterieantallet i fødevarerne og undersøger, om de lever op til standarderne for salg, samt hvordan de udvikler sig over tid.
Når eleverne er færdige med de praktiske projekter og undersøgelser står det på rapportskrivning, inden de skal op til eksamen i teknikfagsprojekterne.