Flotte placeringer til HTX-elever fra Silkeborg til Entreprenørskabsmesse

Flotte placeringer til HTX-elever fra Silkeborg til Entreprenørskabsmesse

20.februar 2020

Efter en 1. og 2. plads i regionalmessen i Horsens, fik 3.Y fra HTX i Silkeborg nogle fine placeringer til entreprenørskabsmessen i Odense d. 6. februar 2020. Ud af de 109 deltagende elevteams fik vores elever henholdsvise en 10. Plads og en 15. Plads. Så flot – Tillykke!

National Entreprenørskabsmesse er finalen på de regionale entreprenørskabsmesser i Company Programme. De deltagende teams fra ungdomsuddannelser i hele Danmark har kvalificeret sig gennem de regionale messer. Holdene dyster om at vinde den eftertragtede første plads og en rejse til en international Trade Fair for Company Programme-elever.  

På National Entreprenørskabsmesse har hvert team en stand, hvor de præsenterer deres idé, produkt eller service for erhvervsfolk, der på dagen agerer dommere. Dommerne bedømmer teams i forskellige kategorier, som f.eks. produktudvikling, markedsføring og forretningsmodeller. Når alle teams er bedømt, lægges pointene sammen og vinderne kåres.

Vores elever præsenterede to produkter på messen:

Team 6: Spil til seksualundervisning – 10. Plads

Spillet hedder ”Mig i Verden” og inviterer til dialog og læring gennem leg, hvor der både er fokus på kroppen, men også brugen af sociale medier, forskellige kulturer og familielivet. Spillet er et hjælpende redskab til at snakke om svære, sjove og lidt kringlede emner. Dermed giver spillet mulighed for at sætte fokus på nogle af hverdagens problemer og løsningsmuligheder. Dette brætspil kan spilles af forskellige aldersgrupper både i folkeskolen, gymnasiet og i familien.

DAJM: Spil til demens – 15. Plads

Spillet hedder ”Dimenis” og inviterer også til dialog. Spillet minder om ”ludo”, men fokuserer på, at demensramte hjælpes til at huske minder via nemme spørgsmål med billeder, som er printet på spørgsmålskortene i forskellige kategorier. Spillerne skal nemt kunne finde rundt i spillet og der er derfor udarbejdet nogle helt nye regler. Eksempelvis kan man ikke slå en anden spiller hjem, hvilket er en meget sød tanke. Spillet kan bringe minderne frem og man behøver ikke at kende til hinandens baggrund. Dermed kan enhver besøgende eller sygeplejeske være med til at træne hukommelsen af den enkelte demensramte borger.

Hvad vores elever fik med hjem, var velfortjent ros fra dommerne og nye kontakter, som eleverne kan samarbejde med for at færdigudvikle deres produkter. Og måske ser vi to nye spil på markedet om ikke særligt længe.