Girls Day in Science 2018

Teknisk Gymnasium på College360 inspirerer piger til fremtid med science, design og teknologi

60 piger samles den 12. september 2018 kl. 8.30 - 14.30 på Teknisk Gymnasium på College360, Kejlstrupvej 87, indgang A, hvor temaet for den særlige skoledag er piger i den naturvidenskabelig verden.
Pigerne fra 8. klasse på Th. Langs, Virklund Skole og Skægkær Skole har inden ankomst valgt, hvilken workshop, de vil på. De skal enten lære om kemi i slik, genanvendelse af materialer i teknologi og design og i fysik kan de undres over og arbejde med, hvordan ting virker. Dagen sluttes med speeddating, hvor eleverne har mulighed for at stille alverdens spørgsmål til pigerne, der lige nu går på HTX på det tekniske gymnasium på College360.
Hvorfor holde Girls Day in Science?
Grunden til, at denne dag hvert år arrangeres af Tektanken, et landsdækkende netværk mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der faciliteres af Naturvidenskabernes Hus, er for at tiltrække flere piger til at vælge en fremtid inden for de naturvidenskabelige fag. ”Hvis vi skal inspirere flere piger til at vælge en fremtid med IT, teknologi og naturvidenskab, så er det vigtigt, at de møder kvindelige rollemodeller, som kan fortælle om deres valg af uddannelse og job. Vi er glade for, at så mange bakker op om Girls’ Day in Science og åbner dørene for pigerne”, lyder det fra Nanna Seidelin, direktør i Naturvidenskabernes Hus.
Det er tredje gang, at Teknisk Gymnasium i Silkeborg deltager i Girls Day in Science, som hvert år har været en stor succes. Igen i år er det piger fra 8. klasse, der deltager i de tre workshops, som dagen byder på. ”Vi går ind i dette arrangement, fordi alt for få piger i Silkeborg Kommune vælger at komme hos os, for at blive rustet til en teknologisk eller naturvidenskabelig videregående uddannelse. Vi vil derfor gerne bruge dagen til at inspirere pigerne, så de kan se, at det ikke kun er drenge, der interesserer sig de her fag og emner”, fortæller underviser og koordinator for Girls Day in Science Karina Kjeldsen.
Ud over det store besøg på Teknisk Gymnasium, skal en gruppe HTX-piger på tur i forbindelse med Girls Day in Science. De tager på et heldags-virksomhedsbesøg hos Danfoss, hvor de både skal møde en række kvindelige medarbejdere, der fortæller om mulighederne med en karriere inden for naturvidenskab og teknologi og løse en opgave om termostater, som er en af Danfoss teknologiske arbejdsområder.
FAKTA
Om piger og uddannelse:
Som samfund mangler vi flere, der tager uddannelser inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Virksomhederne mangler medarbejdere med de kvalifikationer, og vi har derfor brug for, at pigerne også får interesse for området. I en verden der bliver stadig mere teknologisk funderet, har vi brug for flere, der både kan udvikle og betjene ny teknologi.
Pigerne er i undertal på tekniske og naturfaglige uddannelser, selvom de er i overtal på de videregående uddannelser samlet set.
Statistik for optag på videregående uddannelser 2017 fordelt på køn, udvalgte tal i procent:
Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser |
Kvinder |
Mænd |
Det IT-faglige område |
28 |
72 |
Det tekniske område |
24 |
76 |
Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser i alt |
59 |
41 |
Bacheloruddannelser |
Kvinder |
Mænd |
Naturvidenskab |
44 |
56 |
Teknisk Videnskab |
33 |
67 |
Bacheloruddannelser i alt |
54 |
46 |
Kilde: Uddannelses- og forskningsministeriets rapport over optag 2018. Rapport nr. 13.
https://ufm.dk/uddannelse/statistik-og-analyser/sogning-og-optag-pa-videregaende-uddannelser/2018/notat-13-kon.pdf
Om Girls’ Day in Science 2018
Girls’ Day in Science sætter fokus på, at der er mange piger, der fravælger en IT-faglig, teknologisk eller naturvidenskabelig retning i deres uddannelses- og karrierevalg.
Det skal vi gøre noget ved. Så den 12. september slår 39 virksomheder, science centre og uddannelsesinstitutioner over hele landet dørene op for mellem 1500 og 1800 piger fra grundskoler og gymnasier på Tektankens nationale kampagnedag, Girls’ Day In Science.
Til Girls’ Day in Science bliver pigerne inviteret indenfor for at arbejde med praktiske og virksomhedsrelaterede opgaver. Pigerne møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab.
Se alle arrangører på www.tektanken.dk. Sortér på Girls Day in Science under Events.