Innovation og udvikling i et døgn

31.oktober 2018

Teknisk Gymnasium Silkeborg afholder igen i år Innovationsdøgn for elever og lokale virksomheder. Det sker fra i morgen torsdag den 1. november til fredag den 2. november, hvor der ikke bliver plads til meget søvn, da virksomhederne står klar med store udfordringer til eleverne.  

I år deltager Lagkagehuset, Hvidtved Larsen, Regions hospitalet, Silkeborg kommune og hele 2. årgang på Teknisk Gymnasium. Virksomhederne opstiller nogle reelle og virkelige problemstillinger, som de tumler med til daglig, og som vores elever derfor skal udarbejde løsningsforslag til. Disse forslag skal pitches ala DR-programmet Løvens Hule, hvor der vil blive kåret en vinder.

Formålet med Innovationsdøgnet er, at eleverne kommer til at arbejde seriøst med nogle professionelle og ambitiøse virksomheder. Det er vigtigt med et Innovationsdøgn, hvor der arbejdes sammen med rigtige virksomheder, fordi det giver eleverne fornemmelse af, at det de laver -og det, der laver godt – kan give mening og ændre noget for andre mennesker. Det er ikke længere en tænkt teoretisk opgave. ”Eleverne ser, at der faktisk er nogle, som har brug for det, de laver og har forventninger til dem. Eleverne får mulighed for at tage et ansvar”, fortæller Rektor Peter Grønlykke om grunden til at afholde Innovationsdøgnet igen i år, og fortsætter: ”Det er også vigtigt, fordi eleverne kan få et indblik i reelle problemstillinger i virksomheder, de måske en dag kommer til at arbejde for. Desuden øver de sig i at tænke innovativt og udvikle - og så bliver det sjovt!” 

Fredag den 2. november kl. 13.30 skal eleverne præsentere den løsning, de udtænkt og udviklet for de deltagende virksomheder.