Piger i naturvidenskaben

12.september 2018

Girls’ Day in Science: Teknisk Gymnasium på College360 inspirerede piger til fremtid med science, design og teknologi.

60 piger samledes den 12. september 2018 på Teknisk Gymnasium på College360, hvor temaet for den særlige skoledag var piger i den naturvidenskabelige verden.

Pigerne fra 8. klasse på Th. Langs, Virklund Skole og Skægkær Skole blev introduceret til, hvad HTX er og kan føre til i løbet en dag fyldt med udforskning, eksperimenter og designopgaver.


Pigerne deltog i en af tre workshops i Teknikfagene Design og produktion, Proces, levnedsmiddel og sundhed eller Fysik. Dagen bød blandt andet på produktion af vingummier og efterfølgende afbrænding i kaliumchlorat, der får vingummien til at hyle og brænde i en flot lilla farve, design og produktion af lamper og multimedie-holdere til mobiler, ipads mm. og udtænkning og konstruktion af en beskyttelsesdragt, så et æg ikke ville smadres ved at ramme jorden.

Derudover blev pigerne introduceret til, hvad HTX har betydet for to studenter fra HTX på Teknisk Gymnasium i Silkeborg. Carina gik direkte videre på Industriel Design-studiet på Aalborg Universitet, hvor hun nu læser på 5 semester. Sasja har valgt at tage et par sabbatår, inden hun kaster sig over dyrelægestudiet i København. Begge piger fortalte entusiastisk om tre gode år på HTX, som har betydet meget for dem både fagligt og socialt.

Dagen blev sluttet af med et speeddating-event, pigerne fra 8. klasse kunne spørge de nuværende HTX-piger om alt, de kunne komme i tanke om i forhold til at gå på HTX i Silkeborg.

Læs mere om Girls Day in Science 2018