Der trænes frem mod VM 2018 i Luxemburg

29.august 2018

Tirsdag dannede Hotel og restaurant rammen om en særlig begivenhed, da det Danske Junior Kokkelandshold afholdt prøvemiddag på College360, som en del af deres træning frem mod VM 2018 i Luxemburg. Den overdådige middag til de 75 særligt indbudte gæster blev serveret af vores tjenerelever på første hovedforløb, som også serverede en kørevenlig drikkemenu sponsoreret af Dagmar samt en osteservering sponsoreret af Arla Unika.

Ulla Pedersen faglærer på Hotel og Restaurant og samtidig teammanager for både Seniorkokkelandsholdet og Juniorkokkelandsholdet. Ulla var selvfølgelig med til træningen, som ifølge hende gik godt - ”Vi har det grundlæggende arbejde til at køre mad til mange på plads, men der også lidt at justere i forhold til smag og metode. Men det er jo netop derfor, at vi holder de her træningsdage. Vi tror på, at det her nok skal blive rigtig godt” fortæller Ulla Pedersen oven på dagens vellykkede middag.

Juniorkokkelandsholdet, der altid træner på Hotel og Restaurant på College360 i Silkeborg, består af gastronomsike profiler under 23 år. I 2016 vandt de guld og sølv ved Culinary Olympic Games og indtog en samlet 5. plads i konkurrencen.