Antimobbestrategi

Politikker og retningslinjer | Antimobbestrategi

Formål

Hvad forstår vi ved mobning?

Mobning et socialt fænomen, der involverer to eller flere personer, hvor én eller flere personer udfører én eller gentagne handlinger, der overskrider en anden persons grænser. Desuden indebærer mobning en ubalance i magtforholdet mellem den/dem, der mobber og dem/den, der bliver mobbet.

Mobning er et gruppefænomen

  • Mobning foregår i og omkring fællesskaber både offline og online, hvor flere personer har mere eller mindre synlige og skiftende roller.
  • Mobning kan være en måde at skabe et fællesskab på, når det ikke lykkes at samles i fællesskaber om andre emner/aktiviteter.
  • Uanset, hvor mobningen foregår, kan mobbeårsagen ikke udelukkende tillægges enkelte individer.

Udstødelseshandlingerne får en systematisk karakter

  • Udstødelseshandlinger i forbindelse med mobning bærer præg af eksklusion eller fornedrelse.
  • Handlingerne har ofte en systematik, der for eksempel kan komme til udtryk ved, at det er den/de samme person(er), der er offer for handlingerne. Det kan dog hurtigt skifte, hvilke personer, der inkluderes i fællesskabet, og hvilke der ekskluderes.

Mobning kan være direkte og forfølgende eller indirekte og udelukkende

  • Mobning kan komme til udtryk ved synlig, direkte forfølgelse, for eksempel hvis en person gentagne gange oplever at blive slået, kaldt grimme ting eller latterliggjort på sociale medier.
  • Mobning kan også komme til udtryk ved den mere tavse, skjulte udelukkelse, for eksempel hvis klassekammerater eller kollegaer går, når den mobbede kommer, vender øjne, hvisker, ikke liker opslag på sociale medier, etc.

Mobning foregår i en formel social sammenhæng, som den mobbede ikke kan trække sig fra

  • Dette kan skyldes, at den mobbede er en del af en institution, som for eksempel en ungdomsuddannelse, hvor den mobbede har sin hverdag.
  • Det kan også være, fordi den sociale sammenhæng for den mobbede opleves som en forudsætning for at være en del af fællesskabet. Det kan for eksempel være fritidsklubber, sportsklubber eller digitale rum. For at være en del af et almindeligt socialt liv opfattes det som nødvendigt at opholde sig disse steder.

Mobning forudsætter en magtubalance

  • En magtubalance forekommer, hvor det er blevet socialt accepteret, at en eller flere personer er mindre værd end andre.

Hvad er digital mobning?

Mobning foregår ofte steder, hvor personer ikke uden videre kan undlade at være. Det kan være på en ungdomsuddannelse, men også på de sociale medier – for eksempel Facebook, Instagram og Snapchat. Hvis mobning opstår, vil de digitale medier ofte være med til at tydeliggøre en sårbar og ekskluderet position.

Begrebet digital mobning dækker over krænkende og nedværdigende handlinger, som personer udsættes for gennem sociale medier, hvor de interagerer med andre, og hvor handlingerne systematisk er rettet mod én eller flere personer. Der findes også en række andre særlige kendetegn ved den mobning, som udøves gennem digitale medier.

Kendetegn ved digital mobning

  • Det kan foregå døgnet rundt – og der er ikke noget fristed. Den, som det går ud over, føler sig sjældent sikker i det digitale rum og er sjældent i fred.
  • Beskeder og billeder kan blive set af rigtig mange – man ved ikke, hvor mange, der ser et billede, en video, en besked eller en kommentar. Uvisheden styrker utrygheden, ubehaget og afmagten.
  • Dem, der chikanerer, kan være anonyme, og der kan herske stor usikkerhed omkring, hvem afsender er. Det forstærker også oplevelsen af afmagt, fordi man ikke kan holde bestemte personer ansvarlige.
  • Det kan foregå i lukkede grupper, som ofte er usynlige for andre – for eksempel lærere. Det er derfor også svært at bevise, at man bliver mobbet.
  • Kropssproget mangler i den digitale verden, så hårde ord kan føles ekstra sårende.
  • Mobningen er “glokal” – det vil sige, at hele verden (globalt) er tilskuere, men at mobningen for eksempel sker i klassen (lokalt).
  • Den magtubalance, der ofte sker i et fællesskab, når der foregår mobning, forstærkes i mange tilfælde i de digitale rum, hvor for eksempel unge er til stede uden voksne.

Status

Kender vi omfanget af mobningen på vores skole?

Skolen følger løbende omfanget af mobning på skolen. Det gør vi blandt andet gennem:

  • Kontaktlærersamtaler
  • Lærermøder
  • Elevrådsmøder
  • Klassesamtaler med eleverne
  • Elevtrivselsundersøgelse
  • Undervisningsmiljøvurdering
  • Lærerne, vejlederne og mentorernes daglige kontakt med eleverne

Forebyggelse

Hvad gør vi for at fremme elevernes sociale trivsel og modvirke til mobning?

Trivsel er en helt afgørende forudsætning for, at eleverne kan blive fagligt dygtige og livsduelige, og derfor er trivsel også et centralt element i den pædagogiske strategi på College360. For at trives og være motiveret for de faglige aktiviteter har eleverne blandt andet brug for at opleve gode relationer og et godt fagligt og socialt fællesskab til både andre elever og lærere.

Hver enkelte uddannelsesafdeling skal forholde sig aktivt til, hvordan de vil arbejde med trivsel og, hvilke tiltag de iværksætter.

Hvad er elevernes rolle?

Eleverne skal blandt andet gennem elevrådsarbejdet styrke trivslen på skolen. Vi vil sikre, at trivslen jævnligt er på dagsordenen til elevrådsmøder.

Der er gennem elevens tid på skolen løbende fokus på at skabe et godt undervisningsmiljø.

Inddrager vi forældrene- og i givet fald hvordan?

For elever under 18 år inddrager vi forældrene. Det er altid i overensstemmelse mellem kontaktlærer og uddannelseschefen. Forældrene inviteres som oftest ind til et møde på skolen.

For elever der er over 18 år kan forældrene inddrages efter samtykke fra eleven.

Hvordan og hvornår bruges ressourcepersoner (Kontaktlærer, mentor, vejleder, mv.) i det forbyggende arbejde?

Vejledere og mentorer bliver præsenteret for alle nye hold hurtigst muligt efter opstart. Disse inddrages løbende og efter behov i forhold til trivselsarbejdet i afdelingen. Som udgangspunkt vil det være elevens undervisere/kontaktlærer, der i første omgang vil opfange det, hvis der er behov for en særlig indsats.

Hvordan opdager vi eventuel mistrivsel hos én eller flere elever?

  • Alle elever har en kontaktlærer, som er opmærksom på den enkelte elevs trivsel, samt på klassens trivsel
  • Vi følger op på elevtrivselsmålinger, og ser her efter om der er faresignaler, som vi skal have uddybet nærmere
  • Skolens mentorer har til opgave at have en finger på pulsen i forhold til trivslen i afdelingerne og på holdene
  • På de fleste hold/klasser er der en gruppe af undervisere, som sammen har fokus på- og løbende drøfter hvorvidt holdet/klassen trives

Indgriben

Hvordan griber vi ind, hvis vi oplever mistrivsel hos én eller flere elever?

Tegn på mistrivsel drøftes i lærergruppen og handlinger iværksættes.

Ved en konkret mobbesag laves der inden for ti dage en individuel handlingsplan.

Hvad gør vi helt konkret, når der er mistanke om mobning?

  • Uddannelseschefen orienteres
  • Underviserteamet afdækker problemets omfang
  • Underviserteamet omkring den enkelte elev/det enkelte hold drøfter problemet og løsningsmuligheder
  • Mentorer kan kontaktes
  • Mulighed for at henvise til psykolog
  • Når mobning er konstateret: ved elever under 18 år inddrages mobbeofrets forældre altid. Andre elevers forældre inddrages efter en vurdering
  • Klassen/holdet orienteres eller inddrages efter vurdering
  • Kontaktlæreren afholder opfølgningssamtale med mobbeofret og eventuelt klassen

Hvem kan elever, ansatte og forældre henvende sig til med spørgsmål vedrørende elevernes sociale trivsel?

  • Kontaktlærer
  • Uddannelsesleder/teamleder
  • Uddannelseschef/rektor
  • Mentor

Ledelsens rolle

Hvornår går ledelsen ind i konkrete problemstillinger?

Problemstillingerne løses oftest i afdelingen hos kontaktlæreren, teamet omkring den enkelte elev/klasse og uddannelseschefen, eventuelt med hjælp fra skolens mentorer eller en psykolog.

Kommer der klager fra elever eller forældre, eller beder uddannelseschefen om det, går skolens ledelse ind i problemstillingen. Den enkelte uddannelseschef informerer direktøren om hændelsen.

Besøg os

Vi afholder jævnligt informationsarrangementer, hvor du har mulighed for at besøge os og stille alle dine spørgsmål. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for vejledning eller ønsker en rundvisning.