HHX elever griner og hygger med mobiltelefon

Studie- og ordensregler

Værdier, adfærd og regler | Studie- og ordensregler på HHX

Her finder du de studie- og ordensregler, som elever på Handelsgymnasiet Silkeborg skal leve op til for at gå på skolen.

Deltagelse i undervisningen

For at du kan deltage aktivt i undervisningen, og dermed få det maksimale ud af uddannelsen, forventer vi:

  • At du har forberedt dig til timerne
  • At du har de materialer med, du skal bruge i undervisningen
  • At du deltager i diskussioner på klassen
  • At du afleverer dine opgaver, projekter osv. til tiden

Mødepligt og fravær

Mødepligt

Som HHX-elev har du pligt til at være til stede i undervisningen samt ved prøver, ekskursioner m.v.
Derfor gives der ikke fri til ferier i skoletiden. Tager man på ferie i skoletiden, medfører det sanktioner jf. sanktionstrappen. 

Fravær

Dine lærere fører fravær ved starten af hver undervisningstime.

Fravær kan kun registreres som godkendt fravær, hvis det drejer sig om studierelateret fravær, som er anbefalet af skolen f.eks. studiepraktik, læsevejledning, samtaler med kontaktlærer, samtaler med studievejleder, samtaler med mentor og elevrådsarbejde. Er du forhindret i at møde til undervisningen, skal du skrive dette i Studie+ og angive årsag til fravær inden timens start.

Ved for højt fravær kan skolen bede om en lægeerklæring som dokumentation for fraværet. Du skal som elev selv betale for lægeerklæringen.

Sanktioner ved for højt fravær

Har du for meget fravær, vil du blive indkaldt til en bekymringssamtale. Hvis dit fravær ikke nedbringes i henhold til de aftaler, der indgås under bekymringssamtalen, vil du modtage en mundtlig advarsel.

Hvis du fortsat ikke nedbringer det høje fravær, får du en skriftlig advarsel i Studie+. Er du under 18 år, sendes den også til dine forældre. Højt fravær betyder, at du ikke anses for at være studieaktiv, og derfor kan skolen iværksætte sanktioner, fx stoppe din SU, nægte oprykning til næste klassetrin eller udmelde dig fra skolen.

Skriftligt fravær

FORMÅL MED OPFØLGNING PÅ SKRIFTLIGT FRAVÆR:
At understøtte elevernes læring og sikre styring med studieaktivitet i form af skriftligt fravær ved at
• Alle elever skal aflevere alle opgaver. Elever, der har manglende afleveringer, indkaldes til obligatorisk studiecafé hver onsdag indtil alt er afleveret
• Eventuelle manglende afleveringer tæller med i vurderingen af den samlede studieaktivitet og dermed i den samlede vurdering vedr. oprykning til næste skoleår/indstilling til eksamen.

SÆRLIGE FORHOLD:
• Elever, som afleverer for sent, har IKKE krav på feedback/karakter. Underviseren skal dog kvittere for opgaven (evt. med ”set”). Eleven har krav på, at afleveringen indgår i den samlede bedømmelse.

• Sårbare elever, som kan have svært ved at overskue alle afleveringer, kan indgå en specialaftale med underviseren om, hvilke afleveringer, der kan udelades. SV og de relevante undervisere er i tæt dialog om dette.

• Sportselever, som er forhindret i at aflevere pga. sport, skal aftale en ny afleveringsfrist med underviseren i rimelig tid inden afleveringsfristen og med gyldig grund.

• Sportselever, som afleverer for sent, og som ikke kan være til stede i studietimen, skal aftale en ny afleveringsfrist med SV. Herefter kan opgaven laves hjemme, og SV følger op med eleven.

• Særligt for matematik og VØ: En aflevering med tilhørende facitliste, som returneres hurtigt, tæller IKKE med i bedømmelsen. Eleven skal stadig aflevere, da kravet om obligatorisk aflevering skal opfyldes.

• Skriftligt fravær i forbindelse med SO-forløb indgår ikke i denne skriftlige fraværsprocedure, men har egen procedure. Denne fremgår ved opstart af hver enkelt SO forløb

HVAD ER EN GYLDIG AFLEVERING?
En gyldig aflevering er en subjektiv vurdering fra underviserens side, men følgende retningslinjer skal iagttages. En gyldig aflevering er IKKE:

o Et tomt dokument
o Et dokument, hvor kun navn eller evt. opgaveformulering fremgår
o Et dokument, hvor der ikke er vurderet et reelt forsøg på at løse den stillede opgave
o Plagiat
o En AI-genereret opgave (f.eks. ved brug af ChatGPT)
o Aflevering i andre formater end det angivne af faglæreren (f.eks. hvis eleven afleverer i PDF-format, hvor kravet er Word)
o Aflevering i form af links til OneDrive, Google Docs og lignende

Snyd i forbindelse med skriftlige opgaver

Eleverne skal undlade snyd og lignende uretmæssig adfærd, som kan forhindre eller modvirke, at de selv eller andre elever fuldfører deres uddannelse, herunder ved at aflægge de nødvendige prøver, i overensstemmelse med uddannelsesformålene.

Da det skriftlige arbejde i nogle fag indgår i karaktergivningen, er det vigtigt, at elevens arbejde er et udtryk for et selvstændigt arbejde. Det er således ikke tilladt at snyde med opgaveafleveringer, herunder kopiere fra andre eller kopiere/hente opgaver eller dele af opgaver fra medier/internettet, med mindre der tydeligt er angivet, at der er tale om et citat samt angivet kildehenvisning.

Afskrift fra Internettet opfattes som snyd på linje med eksamenssnyd.

Det er elevens pligt at sørge for, at afleveringsopgaver er afleveret til tiden og på den anviste måde. Kan underviseren ikke tilgå opgaven, er besvarelsen tom eller er det ikke den rigtige besvarelse, som er afleveret, betragtes opgaven som udgangspunkt som ikke afleveret.

Evaluering af det faglige niveau og standpunkt foretages løbende og omfatter således også skriftlige arbejder (afleveringsopgaver). En forudsætning for en korrekt vurdering og for opfyldelse af uddannelsens og fagenes mål og krav er derfor, at skriftlige arbejder (afleveringsopgaver), interne prøver og lignende er egen og selvstændige besvarelse.

Snyd og afskrift, kopi eller andet plagiat er ikke tilladt og sanktioneres. Det er heller ikke tilladt at lade andre besvare opgaven – heller ikke ved brug af AI-teknologi. Det gælder i forbindelse med både daglige afleveringsopgaver og eksamen.

Snyd er, når man kopierer/plagierer dele af eller hele opgaver fra andre elever, lærebøger, nettet eller andet. Der er tale om snyd/plagiat, når en andens tekst er anvendt uden at lave præcise kildehenvisninger.  Det gælder også, hvis man blot har “oversat” den fremmede tekst til sit eget sprog. Der er tale om snyd/plagiat, når får andre til at lave sin besvarelse – herunder brug af AI-teknologi. Man skal hver gang, man anvender en andens arbejde, anvende kildeangivelse.

Det er til enhver tid elevens ansvar at overholde disse regler, og medvirke til ved plagiatkontrol, mundtlige overhøringer og lignende at kunne vise, at den/de afleverede opgaver er en selvstændig besvarelse. Hvis ikke eleven vil medvirke eller ikke kan vise, at der er tale om en selvstændig besvarelse, så betragtes det som snyd og kan sanktioneres efter skolens studie- og ordensreglement.

Generelt medfører snyd med opgaveafleveringer en skriftlig advarsel, karakteren -3 eller afvisning af afleveringen, og kan – i tilfælde af gentagen snyd - i værste fald betyde udmeldelse fra uddannelsen.

Oprykning

Oprykning til næste klassetrin er betinget af dit udbytte af undervisningen.

Ved skoleårets afslutning vurderer skolen dit standpunkt og dit udbytte af undervisningen. Du skal have aflagt de krævede prøver, herunder årsprøver, afleveringer, projektopgaver og lignende.

Rektor kan nægte dig oprykning til næste klassetrin, hvis gennemsnittet af dine standpunktskarakterer ved skoleårets afslutning er under 2,0, og hvis det på baggrund af den løbende evaluering vurderes, at dit udbytte af det hidtil gennemførte undervisningsforløb ikke har været tilstrækkeligt.

Er du nægtet oprykning til næste klassetrin, kan du efter rektors godkendelse få ret til at gå det pågældende klassetrin om én gang, dog således, at du senest 5 år efter at have påbegyndt din HHX-uddannelse skal have fuldført denne. Hvis du nægtes oprykning for anden gang på samme klassetrin, udmeldes du af skolen.

Rektors afgørelse træffes efter, at du har haft lejlighed til at udtale dig, og rektor skal i forbindelse med den trufne afgørelse give dig en klagevejledning.

Adfærd på skolen

Det fysiske undervisningsmiljø

Alle såvel elever som lærere har et ansvar for skolens fysiske rammer, derfor forventer vi, at du udviser respekt for skolens fysiske rammer som f.eks. bygninger, inventar og IT-udstyr. Det indebærer bl.a., at du skal rydde op efter dig selv overalt, hvor du færdes på skolen.

Hvis du bliver fundet skyldig eller medskyldig i beskadigelse af skolens fysiske rammer, vil du blive gjort økonomisk ansvarlig for skaderne.

Det psykiske undervisningsmiljø

Det er vigtigt, at vi alle trives på skolen, derfor forventer vi, at du udviser respekt for de andre elever, lærere og andet personale på skolen, samt respekterer demokratiske traditioner.

Vi forventer også, at du bidrager aktivt til et godt studiemiljø ved at samarbejde og vise positiv interesse for de andre elever, lærere og andet personale på skolen.

Skolen accepterer på ingen måde mobning eller anden form for diskrimination. Trusler af enhver art over for andre elever, lærere og andet personale på skolen vil medføre hjemsendelse fra skolen. Hvis der er tale om alvorlige trusler som f.eks. trussel om vold, vil du omgående blive bortvist eller udmeldt fra skolen.

Billeder, lyd- og videooptagelser

Ifølge straffeloven er det ikke tilladt at publicere billeder af de andre elever, lærere og andet personale på de sociale medier osv. uden deres accept.

Det er heller ikke tilladt at optage lyd og video af skolens personale, med mindre den pågældende person har givet tilladelse til det.

Mobilpolitik og digitale regler

Digitale erfaringer fra fritiden gør os ikke til “digitalt indfødte” og er ikke tilstrækkelige til, at vi arbejder hensigtsmæssigt med det digitale i skolen. Brug af mobiltelefoner, computere og IT devices i undervisningen er således noget, eleverne skal lære og vænnes til at håndtere hensigtsmæssigt. Det er nemlig vigtigt for både elever og lærere, at vi skaber de bedst mulige forudsætninger for undervisning og læring. Det styrker vores fællesskab og koncentration

Eleverne skal trænes i at være nærværende og studieaktive. De skal opøve praktiske vaner, så de lærer at lægge mobilen til side, ikke at være tilgængelige og at være fokuseret en hel lektionslængde uden distraktioner. Sociale medier, spil, shopping, streaming og andre former for underholdning har derfor intet at gøre i undervisningstiden.

På skolen er mobiltelefoner, computere og andre IT devices arbejdsredskaber, der indgår i den fælles undervisning. Læreren sætter rammerne for hvornår og hvordan IT skal anvendes i undervisningen. ​ Computernes skærme klappes ned fra timens start. De skal kun bruges, når det giver faglig mening.  Mobiltelefoner skal derfor inden undervisningen starter, placeres af eleven (slukkede eller sat i flytilstand) i de ophængte og aflåselige mobilskabe. Man kan tage sin mobiltelefon i pauserne, undtagen 5 min pauserne. Mobilhotellet skal aflåses hvis/når læreren forlader lokalet, ellers står det åbent.

Har pårørende eller andre brug for at få fat på en elev i løbet af skoledagen, kan der sendes en besked, og eleven kan ringe tilbage i førstkommende frikvarter.

Sanktioner:​

  • Første gang, du bryder reglerne eller ikke er studieaktiv, gives der en advarsel af læreren gældende for lektionen/lektionerne​.
  • Ved gentagne overtrædelser træder den disciplinære sanktionstrappe i kraft. jf. overtrædelse af skolens studie- og ordensregler, det betyder pædagogisk tilrettevisning/mundtlig advarsel, herefter skriftlig advarsel.

Håndtering af persondata

På Handelsgymnasiet Silkeborg tager vi dine persondata alvorligt.

Når du begynder på Handelsgymnasiet Silkeborg vil du blive bedt om at godkende en samtykkeerklæring om brug af billeder. Dette betyder, at når vi som skole tager billeder af dig i skolesammenhænge, at vi må bruge billeder, bl.a. på vores sociale medier. 

Billeder, lyd- og videooptagelser

Ifølge straffeloven er det ikke tilladt at publicere billeder af de andre elever, lærere og andet personale på de sociale medier osv. uden deres accept.

Det er heller ikke tilladt at optage lyd og video af skolens personale, med mindre den pågældende person har givet tilladelse til det. 

Rusmiddelpolitik

På Handelsgymnasiet Silkeborg har elever og medarbejdere et fælles ansvar for at sikre de bedste betingelser for fagligt udbytte, personlig og social udvikling samt et godt studiemiljø.

Handelsgymnasiet Silkeborg tager med denne rusmiddelpolitik ansvar for de rammer og retningslinjer, der ligger til grund for at kunne forebygge et problematisk rusmiddelforbrug.

Rusmiddelpolitik på College360

Tobaksfri Skoletids Politik College360

På College 360 har vi siden 27. juli 2020 indført tobaksfri skoletid. Formålet er at sikre et godt lærings-, trivsels- og arbejdsmiljø for alle elever, kursister og medarbejdere på skolen. Tobaksfri skoletid betyder, at det ikke er tilladt at anvende/ryge tobak i skole- og arbejdstiden. Det vil sige fra vi møder ind kl. 8.00 til det sidste undervisningsmodul slutter kl. 16.10. Tobaksfri skoletid gælder for alle elever, kursister, medarbejdere og besøgende på skolen og inkluderer alle typer tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, tyggetobak, snus, opvarmet tobak og lignende.

Overtrædelse af skolens studie- og ordensregler

  1. Mundtlige advarsler gives ved overtrædelser af mindre grad, som vurderes til at være forbigående med formodning om forbedret adfærd. 
  2. Skriftlige advarsler gives ved gentagen overtrædelse af skolens studie- og ordensregler. En fortsat skolegang vil være betinget af, at du ikke igen overtræder skolens studie- og ordensregler. Gentagen overtrædelse af skolens studie- og ordensregler kan i værste tilfælde føre til udmeldelse fra skolen. 
  3. Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete eller typer af arrangementer eller aktiviteter. 
  4. Midlertidig udelukkelse fra undervisning i indtil 10 skoledage, hvor skolen registrerer dig som fraværende fra undervisningen. 
  5. Fortabelse af retten til at blive indstillet til eksamen i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Eksamen i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis skolen træffer beslutning om, at du på trods af en eller flere manglende eksamener kan oprykkes til næste klassetrin. 
  6. Bortvisning fra skolen og/eller overflytning til en anden skole, så du har mulighed for at gennemføre din uddannelse. 
  7. Bortvisning eller udmeldelse fra uddannelsen. 
  8. Rektor kan beslutte, at du ikke må være til stede på skolen (midlertidig hjemsendelse), eller kun må være til stede på institutionen i et nærmere bestemt omfang (midlertidig begrænset adgang til institutionen), mens en sag undersøges nærmere. Det gælder i situationer, hvor rektor anser det for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på skolen, f.eks. hvor det er anmeldt til politiet, at du har foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på skolen, og som i givet fald vil kunne medføre en bortvisning.

Klager over skolens afgørelse ved overtrædelse af studie- og ordensreglerne

Der kan klages over skolens afgørelse vedrørende:

Skriftlige advarsler pga. overtrædelse af studie- og ordensreglerne

  • Skriftlige advarsler pga. overtrædelse af studie- og ordensreglerne
  • Udelukkelse fra fortsat undervisning
  • Midlertidig hjemsendelse

En klage over skolens afgørelse skal sendes til skolen.

Ved skriftlige advarsler, midlertidig hjemsendelse i indtil 10 skoledage samt hel eller delvis udelukkelse fra konkrete eller typer af arrangementer eller aktiviteter, skal klagen være modtaget på skolen senest 5 dage (inkl. dage uden undervisning) efter, at du har modtaget den afgørelse, som du klager over. Ellers skal klagen være modtaget på skolen senest 10 dage (inkl. dage uden undervisning) efter, at du har modtaget den afgørelse, som du klager over.

Hvis rektor ikke på baggrund af klagen, imødekommer den fuldt ud, og du ikke har trukket din klage tilbage, udarbejder skolen sine eventuelle bemærkninger til klagen. Skolen sender disse bemærkninger til dig, så de er modtaget af dig senest 7 dage (inkl. dage uden undervisning) efter, at skolen har modtaget klagen.

Du skal derefter have lejlighed til med en frist på 5 dage (inkl. dage uden undervisning) at fremkomme med dine eventuelle bemærkninger til skolens bemærkninger til klagen. Sammen med klagen og dine eventuelle bemærkninger sender skolen dine eventuelle bemærkninger til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet hurtigst muligt og senest 4 dage (inkl. dage uden undervisning) efter, at skolen har modtaget dem eller efter udløbet af din frist for at fremkomme med eventuelle bemærkninger.

For alle afgørelser, som skolen træffer i henhold til ovenstående, er Undervisningsministeriet øverste ankeinstans.

Parkering

Parkering af cykler og scootere

Cykler og scootere skal anbringes i stativerne i skolegården eller foran skolen på Bindslevs plads.
Der er ikke mulighed for parkering af biler og motorcykler på skolens område, vi henviser derfor til offentlige parkeringspladser.

Erstatningsansvar

Skolen kan ikke påtage sig ansvar for penge, overtøj, cykler, telefon, computer og andre værdigenstande, der medbringes til skolen – skolen yder altså ingen dækning i tilfælde af tyveri. Tag derfor altid dine værdigenstande med, når du forlader et lokale.

Regler for brug af AI (kunstig intelligens) i undervisningen

Den enkelte lærer i det enkelte fag definerer, hvad du må bruge generativ AI til.

Du må generelt i skolearbejdet bruge AI til at (udenfor eksamensrelaterede oplæg, fx SOP og eksamensprojekter)

 

Det må du gerne i skolearbejdet

  • Generere idéer til dit eget videre arbejde
  • sparring og inspiration til at komme i gang med dit skrivearbejde (før-skrive-fasen)
  • feedback på dit skolearbejde
  • Give et overblik over et emne eller begreb fra undervisningen
  • forståelsesspørgsmål til et emne, du arbejder med
  • et resumé af en tekst fra det åbne internet (dvs. sider uden login)

Det må du ikke i skolearbejdet

  • Kopiere tekstbidder fra en AI og bruge som dit eget arbejde. DET ER SNYD.
  • Bruge et output fra AI og skrive en tekst så tæt op ad outputtet, at det reelt er kopiering
  • Kopiere copyright-belagt materiale ind i AI (fra Systime, Onenote, skolens platforme mv.)
  • Kopiere private og personlige oplysninger ind i AI. De kan ende et ukendt sted.

Brug for en
HHX vejleder?

Vejleder

Birgitte Weinreich

Lektor, Studievejleder på HHX, Læsevejleder

    Uddannelse
    • HHX
    Retning
    • Handelsgymnasiet
    Fag
    • Dansk
    • Samfundsfag

Vejleder

Jakob Mørk Christiansen

Lektor, Studievejleder på HHX

    Uddannelse
    • HHX
    Retning
    • Handelsgymnasiet
    Fag
    • Erhvervsjura

Vejleder

Johanne Schøning Skriver

Lektor, Studievejleder på HHX

    Uddannelse
    • HHX
    Retning
    • Handelsgymnasiet
    Fag
    • Dansk
    • Spansk

Vejleder

Maibrit Dirdal

Lektor, Studievejleder på HHX

    Uddannelse
    • HHX
    Retning
    • Handelsgymnasiet
    Fag
    • Tysk
    • Engelsk

Besøg os

Vi afholder jævnligt informationsarrangementer, hvor du har mulighed for at besøge os og stille alle dine spørgsmål. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for vejledning eller ønsker en rundvisning.