College360 Bredhøjvej 8 Erhvervsuddannelserne og EUX set fra tagterassen

Studie- og ordensregler

Studie - og ordensregler | Studie- og ordensregler på EUD og EUX

For at sikre et godt studiemiljø forventes det, at du ved din daglige adfærd medvirker til at skabe en konstruktiv hverdag på skolen. De almindelige regler og normer for god opførsel gælder på hele skolen, og det forventes, at du behandler dine medmennesker og omgivelser med respekt.

Værdier, holdninger og adfærd

Værdier

På College360 ses vores værdier tydeligt i vores adfærd:

  • Vi har tillid til hinanden, og man oplever det gennem åbenhed og nærhed i relationerne.
  • Vi ser og anerkender hinanden, og spiller hinanden gode.
  • Vi er professionelle, så vores beslutninger er meningsfulde, velfunderede og træffes til gavn for skolens mission.
  • Vi kender og sætter pris på vores rødder, historie og traditioner.

Det er College360 overordnede mål at skabe et godt og aktivt studiemiljø, som giver optimale rammer for elevernes læring og sikrer den bedst mulige kvalitet i uddannelsesforløbet.

På College360 vil vi gerne have en skolekultur, som bygger på medbestemmelse, ansvarlighed og gensidig respekt. Det anser vi nemlig for at være nødvendigt for et positivt og rart miljø. Hvis det opleves positivt og rart at være på skolen, har vi et godt udgangspunkt for nysgerrighed, læring og trivsel.

Som elev på skolen skal du være med til at skabe og vedligeholde disse rammer.

Gennem det daglige arbejde tilstræbes det, at eleverne udvikler gode arbejdsvaner, ansvarsfølelse, respekt og engagement i forhold til egen læring såvel som til samspillet med andre elever og undervisere og øvrigt personale. Ligeledes tilstræbes det, at eleverne opnår en høj grad af selvstændighed og ansvarlighed.

Holdning

Din holdning er vigtig. I skolens dagligdag skal du indgå i mange forskellige arbejdsfællesskaber og med mange forskellige mennesker. Det er derfor vigtigt, at du i disse sammenhænge er positiv og konstruktiv og tager aktivt del i arbejdet. Stil krav til dig selv og til andre, og accepter samtidig andres krav og forventninger til dig i en positiv ånd.

Det forventes, at du er med til at værne om skolen og dens omgivelser, så den fremstår attraktivt for alle. Du har pligt til at tage aktiv del i oprydning og rengøring, og til at behandle udstyr og lokaler med respekt. Hvis du ødelægger noget af skolens inventar, skal du erstatte det. Skolen forventer, at du også uden for skolen opfører dig på en måde, så du ikke bringer skolen i et dårligt lys. Det kan eksempelvis være ved virksomhedsbesøg, virksomhedsforlagt undervisning mm.

Adfærd

Generelt skal du efterleve de anvisninger, som du får af skolens personale. Vi forventer, at du behandler andre elever og personale med respekt og holder en god omgangstone.

Vi forventer, at du har en god og fornuftig opførsel på skolen, og at du forstår at udvise god dømmekraft. Med andre ord: at du behandler folk omkring dig på en pæn og ordentlig måde, og følger de værdier og normer, som er gældende for College360

Selvstændighed

Du skal selv kunne gå i gang med at løse opgaver. Du skal være aktiv i undervisningen og selv søge at løse problemer. Og så skal du kunne indgå i at planlægge og gennemføre et længere projektarbejde. Projektarbejde og lignende arbejde sidestilles med skemalagt undervisning og registreres på samme vis.

Ansvarlighed

Du skal overholde indgåede aftaler og gældende regler. Du skal være studieaktiv og aflevere opgaver og lignende til aftalt tid.

Motivation for uddannelse

Du skal være og interesseret i at gennemføre det uddannelsesforløb, du har valgt. Det forventes, at du udviser nysgerrighed og engagement.

Mødepligt

Du skal naturligvis møde til timerne, være forberedt og deltage aktivt. Er du syg, skal du meddele det til skolen. Benyt Studie+ app’en til at sygemelde dig.

Mødedisciplin

Du skal møde til tiden, og det forventes, at du har et lavt eller slet intet sygefravær.

God opførsel

Du skal have en omgangstone, sprogbrug og opførsel, der er præget af tolerance og gensidig respekt. Det gælder i forhold til andre elever og i forhold til skolens personale. Det samme kan du naturligvis forvente af andre. 

På samme måde som du skal behandle andre ordentligt, har du selv krav på at blive mødt med respekt og værdighed. Det gælder fra andre elever og fra skolens ansatte. Det skal i den forbindelse slås fast, at skolen ikke accepterer mobning eller anden form for diskrimination.

Samarbejde

Du skal være positiv over for samarbejde i grupper, være åben over for fælles løsninger og indgå konstruktivt i fælles diskussioner.

Samværspolitikker

Studieture

Elevers overtrædelse af skolens regler omkring rusmidler og rusmiddelpolitik under deltagelse i studieture, ekskursioner eller lignende, kan medføre, at eleven hjemsendes uledsaget og og for egen regning. Er eleven under 18 år kontaktes forældre/værge forud for hjemsendelse.

Praktiske informationer og regler

Ankomst til skolen

Cykler og knallerter skal anbringes i stativerne ved skolens bygninger på Bredhøjvej. Biler parkeres på skolens parkeringspladser ved Bredhøjvej 14, Kejlstrupvej 73 og 85. På skolen forefindes elevatorer som du kan benytte hvis du er er gangbesværet. Læs mere om transport og parkering

Bøger

Skolen anvender både fysiske bøger og i-bøger til fagene. I visse fag anvendes bøger, som lånes på skolen. Udlånene bliver elektronisk registreret via skolens stregkodesystem. Mister du en bog i løbet af skoleåret, kan du henvende dig til din kontaktlærer eller faglærer, og modtage en ny bog mod betaling. Bøger, der mangler ved den endelige bogaflevering, skal erstattes.

Oprydning og ansvar

Alle elever har ansvaret for oprydning i klasselokaler og fællesarealer. Lokalerne forlades ikke før oprydningen er fuldført.

Alle elever har et fælles ansvar for at drage omsorg for skolen og dens faciliteter.

Værdigenstande

Du skal tage dine værdigenstande med, når du forlader et lokale. Skolen kan ikke påtage sig ansvar for penge, overtøj, cykler, knallerter og andre værdigenstande, der medbringes på skolen. Vi anbefaler, at du/dine forældre selv tegner relevante forsikringer.

Mobiltelefoner

Din mobiltelefon skal være på lydløs i taske/lomme, og må kun anvendes i timerne i visse arbejdssituationer efter lærerens anvisning.

Lyd, billede og videooptagelse

Lyd, billede og videooptagelse af skolens personale er ikke tilladt, med mindre den pågældende har givet tilladelse til at blive optaget i den konkrete situation.

Håndtering af dine persondata

På College360 passer vi på dine persondata.

Du kan læse mere om, hvordan vi sikrer dine persondata i skolens privatlivspolitik for elever herunder.

Når du begynder en erhvervsuddannelse på College360 vil du blive bedt om at godkende en samtykkeerklæring om brug af billeder. Dette betyder, at du giver os lov til at bruge situationsbilleder, hvor du figurerer, taget i skolesammenhæng for at skildre hverdagen på uddannelserne bl.a. på skolens hjemmeside og sociale medier.

Fravær, sygdom og sygemelding

Fravær

Der er mødepligt til undervisningen. Skolen har pligt til at påse, at du deltager i undervisningen. registrering af eventuelt fravær foretages af underviseren i de enkelte lektioner.

Ved rund fødselsdag i nærmeste familie, begravelse, køreprøve, undersøgelse/speciallæge (som ikke kan flyttes til et tidspunkt efter undervisningens ophør), ansættelsessamtale eller andet på forhånd kendt fravær, skal eleven skrive besked om fraværet i Studie+. Der skelnes ikke mellem lovligt og ikke lovligt fravær. Men i forbindelse med fraværsopfølgningen vil der blive set på, og taget individuel stilling til eventuel advarsel, ud fra årsag til og omfanget af fraværet.

Såfremt dit fravær overstiger 10 % i et eller flere fag, udløser det pr. automatik skriftlig advarsel, hvorefter skolens opfølgning iværksættes.

Sygdom og sygemelding

Du skal melde dig syg på Studie+ senest kl. 08.00 den pågældende dag. Du skal skrive en kort besked om, at du er syg.

Er du syg i længere tid, skal du meddele dette til din studievejleder eller den uddannelsesansvarlige. Skolen kan forlange lægedokumentation. Eventuelle omkostninger forbundet med at fremskaffe lægedokumentation skal du selv skal betale.

Du er selv ansvarlig for at holde dig orienteret om dit fravær. Du vil under normale omstændigheder ikke modtage orienteringsbreve om dit fravær.

Karaktergivning og eksamensregler

Karaktergivning

Du vil få standpunktskarakter i det enkelte fag jf. bedømmelseskriterierne for faget. Standpunktskarakteren er et udtryk for din præstation i det enkelte fag. Underviseren informerer dig om grundlaget for karaktergivningen i det enkelte fag. Da der er tale om en samlet helhedsvurdering, vil din faglighed, aktive deltagelse i undervisningen, afleveringer af skriftlige besvarelser, mundtlige fremlæggelser mv. indgå i den samlede bedømmelse af dit standpunkt.

Eksamen

Her kan du læse om de regler det gælder for afholdelse af eksamen på EUD/EUX Tech. 

Retningslinjer ved overtrædelse af skolens regler

Adfærd

Hvis du ikke efterlever de anvisninger, som du får fra skolens personale eller følger de gældende regler, kan det resultere i advarsel og betyde bortvisning fra skolen af kortere eller længere varighed eller udmeldelse.

Truende eller voldelig adfærd over for andre elever eller skolens personale tolereres under ingen omstændigheder og medfører omgående bortvisning samt, efter individuel vurdering, eventuel udmeldelse.

Du må ikke møde beruset eller på anden måde rusmiddelpåvirket på skolens areal (indendørs såvel som udendørs). Der henvises i øvrigt til College360´s rusmiddelpolitik 

Ansvar

Hvis du beskadiger skolen eller skolens materiel/inventar, kan du blive gjort økonomisk ansvarlig.

Fraværsprocedure

Dit fravær i et eller flere fag må ikke overstige 10 %.

  1. Har du fravær over 10 % grundet sygdom, køretime eller andet fravær, modtager du pr. automatik fraværsbrev nr. 1. Er du under 18 år, får dine forældre/værger en kopi af brevet. Nedbringes fraværet ikke herefter, udløser det skriftlig advarsel nr.2. Er du under 18 år får dine forældre/værger en kopi af brevet.
  2. Nedbringes fraværet stadig ikke, indkaldes du og dine forældre/værger (hvis du er under 18 år) til samtale med studievejledningen. Opfølgningen på dit fravær sker ud fra en individuel vurdering. Dine fraværsnoter, årsager til fraværet og tilbagemeldinger til skolen på samme, inddrages i behandlingen af dit fravær, og har betydning for, om du vil få mulighed for at fortsætte på uddannelsen med en advarsel nr. 3, eller om du udmeldes fra din uddannelse.
  3. I tilfælde af længerevarende sygefravær skønner studievejledningen, om der skal iværksættes individuel supplerende undervisning med mulig forlængelse af din uddannelsestid som resultat. Der kan imidlertid være tale om et så langvarigt sygdomsforløb, at du ikke skønnes at kunne indhente det tabte. I sådanne tilfælde træffer uddannelseschefen i samråd med studievejledningen individuel afgørelse om, hvorvidt du udmeldes eller anbefales at tage et nyt grundforløb.

Manglende opgaveaflevering

Hvis du ikke afleverer opgaver eller laver lektier, foretager skolen en samlet vurdering af din evne til at nå målene i din uddannelsesplan. Skolen tager stilling til, om du vil kunne indstilles til eksamen i det/de pågældende fag, samt om det er hensigtsmæssigt og realistisk, at du fortsætter i uddannelsen. Ligeledes tager skolen stilling til, om du kan betragtes som studieaktiv i forhold til en evt. indstilling af SU. Er du under 18 år vil der - i forbindelse med en eventuel skriftlig advarsel om manglende opgaveaflevering - også blive sendt et brev til dine forældre/værger.

Snyd/kopiering af opgaveafleveringer/plagiat

Da det skriftlige arbejde i nogle fag indgår i karaktergivningen, er det vigtigt, at dit arbejde er udtryk for selvstændigt arbejde.

Det er ikke tilladt at snyde med opgaveafleveringer, herunder kopiere fra andre eller kopiere/hente opgaver eller dele af opgaver fra medier/internettet, med mindre der tydeligt er angivet, at der er tale om et citat samt angivet kildehenvisning. Afskrift fra Internettet, opfattes som snyd på linje med eksamenssnyd.

Generelt kan snyd med opgaveafleveringer resultere i skriftlig advarsel, afvisning af afleveringen, bortvisning fra eksamen, og skolen kan - under skærpende omstændigheder - træffe afgørelse om, at du (eksaminanden) bortvises fra institutionen i en kortere eller længere periode.

Handel med euforiserende stoffer

Salg af alkohol og euforiserende stoffer på skolens område medfører omgående bortvisning. Der henvises i øvrigt til College360’s rusmiddelpolitik.

Andre overtrædelser af skolens regler

Såfremt du ikke efterlever, de anvisninger du modtager fra skolens personale, eller på anden vis overtræder de gældende regler, vil du, afhængig af overtrædelsens karakter, få en skriftlig advarsel evt. med hjemsendelse eller udmeldelse til følge. Grove forseelser kan resultere i omgående udmeldelse.

Retsgrundlag og klagevejledning

Klagevejledning ved afgørelser i skoleoplæringscenteret

Hvis en elev ønsker at klage over optagelse til eller ophør af skoleoplæring, skal eleven sende en klage til skolen senest en uge efter, at afgørelsen er meddelt eleven. Hvis skolen ikke giver eleven medhold i klagen, videresender skolen klagen til det faglige udvalg eller – hvis klagen er omfattet af en beslutning fra det faglige udvalg om, at sådanne klager skal behandles af det lokale uddannelsesudvalg - det lokale uddannelsesudvalg ledsaget af skolens begrundelse for afgørelsen.

En afgørelse af en klage, som træffes efter bemyndigelse fra det faglige udvalg af det lokale uddannelsesudvalg, kan eleven påklage til det faglige udvalg. Klagefristen er en uge fra den dag, hvor eleven har fået meddelelse om det lokale uddannelsesudvalgs afgørelse. Det faglige udvalgs afgørelse er endelig og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Afgørelsen vil blive sendt til klager med kopi til skolen.

Retsgrundlag for skolens afgørelser

Hvis ikke en elev lever op til kravene til at være optaget i skoleoplæring eller hvis en elev i øvrigt ikke overholder skolens studie og ordensregler, jf. § 51 og § 74 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, kan skolen vælge at udelukke eleven fra skoleoplæring, jf. reglerne herom i § 123-§ 125 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. Når skolen træffer afgørelse om, at en elev udelukkes fra skoleoplæring, skal skolen over for eleven og en eventuel forældremyndighedsindehaver skriftligt angive, på hvilke faktiske forhold afgørelsen er truffet og give oplysning om klagereglerne for udelukkelse fra skoleoplæring, jf. § 66 j i lov om erhvervsuddannelser. Skolen skal ved afgørelsen sørge for, at sagen er tilstrækkelig oplyst samt overholde forvaltningslovens regler om begrundelse, partshøring og klagevejledning, jf. § 124 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. Efter reglerne skal skolen altid have iagttaget mindre vidtgående foranstaltninger førend afgørelse om udelukkelse, herunder: 

• samtaler
• advarsler
• midlertidig hjemsendelse

Hvilke sanktioner skolerne vælger at anvende i den enkelte sag, må bero på sagens omstændigheder, og skolen skal i den enkelte sag dokumentere, hvilke foranstaltninger, der er anvendt. Hvis eleven har gjort sig skyldig i en særlig grov forseelse, kan eleven bortvises uden varsel, jf. § 121, stk. 3, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Klagevejledning ved afgørelser om udelukkelse af undervisning, herunder bortvisning Du kan klage over afgørelser, som er truffet af College360 på baggrund studie og ordensregler. Herunder afgørelser om udelukkelse eller hjemsendelse fra undervisningen. Klagen skal være skriftlig og begrundet. Klagen skal sendes til skolen på sikkerpost@college360.dk med en frist på 4 uger fra afgørelsen er meddelt.

I tilfælde, hvor en afgørelse truffet af College360 resulterer i udelukkelse eller midlertidig  hjemsendelse fra undervisningen, modtager du altid en skriftlig og en begrundet besked om de faktiske forhold, hvorpå skolen har truffet sin afgørelsen. Hvis din klage ikke ændrer skolens afgørelse, giver skolen dig yderligere 1 uge til at fremsende eventuelle yderligere bemærkninger til sagen. Herefter eller når din frist udløber, sender skolen klagen til styrelsen for undervisning og kvalitet. Styrelsen træffer herefter afgørelse om sagen.

Herunder finder du skolens hjemmel for udelukkelse eller midlertidig hjemsendelse:

Retsgrundlaget er lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1395 af 28. september 2020, samt bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, jf. bekendtgørelse nr. 1619 af 27. december 2019

Styrelsen for undervisning og kvalitet er klageinstans i forhold til skolens afgørelser efter § 81, der går ud på udelukkelse fra fortsat undervisning og midlertidig hjemsendelse, jf. § 139, stk. 2, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Det følger af § 139, stk. 2, at ”Klagen skal være indgivet til skolen, jf. stk. 1, senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagen ikke tages til følge af skolen, videresender skolen klagen til styrelsen ledsaget af skolens bemærkninger. Forinden underretter skolen klageren om skolens stillingtagen til klagen, og giver klageren en frist på 1 uge til at fremsætte eventuelle bemærkninger til sagen. Når eleven har fremsat bemærkninger, eller når fristen er udløbet fremsender skolen klagen til styrelsen bilagt sagens akter.”

Det fremgår desuden af § 139, stk. 4, at ”Eleven eller lærlingen kan fortsætte undervisningen på skolen under behandlingen af en klage over en afgørelse efter § 81. Angår klagen en afgørelse om midlertidig hjemsendelse eller udelukkelse fra fortsat undervisning, gælder dette dog kun, såfremt det bestemmes af skolen eller ministeriet.”

Efter § 81, stk. 1, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser kan skolen udelukke en elev fra fortsat undervisning.

Efter § 81, stk. 2, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser kan en elev kun udelukkes fra fortsat undervisning, når mindre vidtgående foranstaltninger forgæves har været forsøgt.

Efter § 81, stk. 3, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser afgør skolen ud fra karakteren og graden af forsømmelserne eller de disciplinære forseelser, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at undgå at udelukke eleven, herunder muligheden for kontaktlærere og mentorer, samtaler og sanktioner fastsat i skolens studie- og ordensregler.

Efter § 81, stk. 4, fastsætter skolen i sine studie- og ordensregler, hvilke sanktioner skolen kan træffe afgørelse om at iværksætte over for elever, som har overtrådt reglerne. Sanktionerne kan være advarsler, midlertidig hjemsendelse, indkaldelse til et fornyet skoleophold, overflytning til anden skole og kombinationer heraf.

Efter § 82, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, kan skolen, hvis en elev findes at have gjort sig skyldig i særlig grov forseelse, og det må påregnes, at der som følge heraf vil blive truffet afgørelse om udelukkelse fra fortsat undervisning, hjemsende eleven uden forudgående varsel, indtil der er truffet endelig afgørelse af udelukkelsesspørgsmålet.

Efter § 86, stk. 1, i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser skal skolen over for eleven samt praktikvirksomheden skriftligt angive, på hvilke faktiske forhold afgørelsen er baseret, og give oplysning om klagereglerne, når skolen udelukker en elev fra fortsat undervisning. Forvaltningslovens regler om begrundelse, partshøring og klagevejledning finder tilsvarende anvendelse for disse afgørelser.

Revideret d. 16. maj 2022 JVH

Brug for en
EUD vejleder?

Vejleder

Irene Bruus

Studievejleder på EUD/EUX

    Uddannelse
    • EUD
    • EUX
    Retning
    • Business
    • Grundforløb 1

Vejleder

Susan Majbritt Bay Thomsen

Studievejleder på EUD/EUX

    Uddannelse
    • EUD
    • EUX
    Retning
    • Håndværk & Design
    • Auto

Vejleder

Søren Kops Hansen

Studievejleder på EUD/EUX, Lærepladskonsulent

    Uddannelse
    • EUD
    • EUX
    Retning
    • Hotel og Restaurant
    • Håndværk & Design

Besøg os

Vi afholder jævnligt informationsarrangementer, hvor du har mulighed for at besøge os og stille alle dine spørgsmål. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for vejledning eller ønsker en rundvisning.