College360 får med ansættelsen af Esben Bendixen som rektor for Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasium og Henrik Kjeldsen som uddannelsesdirektør for forretningsudvikling nye kræfter i direktionen. Det skaber øget kapacitet til at udvikle uddannelser og samarbejder samtidig med forberedelserne af den nye gymnasieuddannelse EPX.
Ny rektor og uddannelsesdirektør skal styrke udviklingen på College360
Stærke uddannelsestilbud i Silkeborg kræver blik for fremtiden
Danmark står over for en periode med store forandringer i uddannelseslandskabet. College360 skal som skole fortsat udvikle sine mange erhvervsuddannelser og de 3-årige gymnasieuddannelser HHX og HTX. Samtidig skal College360 forberede sig på den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse EPX, hvilket blandt andet indebærer at udvikle undervisningsmiljøer, skabe sammenhæng mellem skolens gymnasiale og erhvervsrettede fagligheder og samarbejde med andre parter - især virksomheder. Det stiller krav om både tydelig ledelse tæt på de enkelte uddannelser og mere kraft til udviklingsopgaver på tværs af skolen og eksterne samarbejdspartnere. Derfor styrker College360 nu direktionen med en ny rektor for Handelsgymnasiet og Teknisk Gymnasium og en uddannelsesdirektør med ansvar for forretningsudvikling.
»College360 har en vigtig opgave i Silkeborg. Vi skal give unge og voksne stærke uddannelsesmuligheder og samtidig være en aktiv partner for virksomheder og lokalsamfund – også i fremtiden. Efter en årrække med konsolidering er vi nu i stand til at rette blikket længere frem. Vi skal udvikle vores nuværende uddannelser, skabe stærke miljøer for de unge og forberede os på de forandringer, der kommer i uddannelseslandskabet.« udtaler bestyrelsesformand Peter Stampe.
Attraktive og fagligt stærke gymnasier i Midtbyen
Esben Bendixen tiltræder som ny rektor for HHX og HTX på Bindslevs Plads og skal stå i spidsen for gymnasiernes faglige og strategiske udvikling. Med et stærkt afsæt som Vicerektor på skolen kender han allerede College360, uddannelserne og medarbejderne. Opgaven omfatter blandt andet undervisningskvalitet, elevernes trivsel og samarbejdet med grundskoler, videregående uddannelser og det lokale erhvervsliv.
Stærkere partnerskaber mellem skole, erhvervsliv og lokalsamfund
Henrik Kjeldsen bliver uddannelsesdirektør med ansvar for forretningsudvikling. Han bidrager med topledererfaring fra EuroSkills2025 og reklamebureaubranchen og har derudover bred erfaring med ledelse, kommunikation, strategisk udvikling og samarbejde på tværs af organisationer og interessenter. Stillingen er nyoprettet og skal skabe fremdrift i indsatser på tværs af College360s erhvervsuddannelser og gymnasier. Det gælder blandt andet udvikling af uddannelsesmiljøer, samarbejde med virksomheder, strategiske projekter og forberedelsen af EPX.
»Jeg ser frem til, at vi har en øget evne til at udvikle uddannelserne på College360. Vi har dygtige medarbejdere, stærke uddannelser og gode relationer til erhvervslivet og lokalsamfundet. Med nye kræfter i direktionen kan vi styrke udviklingen på væsentlige fronter; Vi styrker vores uddannelser i dag og forbereder os på fremtidens uddannelseslandskab,« siger direktør Henrik Toft.
