En gastronom er en kok, der tilbereder mad og giver gæster og kunder en god oplevelse for sanserne. På uddannelsen til gastronom får du grundlæggende viden om sundhed, ernæring og madlavning. Du lærer om gode råvarer, samt hvordan maden skal tilberedes og anrettes. Du bliver også god til at kommunikere og samarbejde med andre, da faget ofte kræver at man koordinerer alle arbejdsopgaver sammen med sine kollegaer.
Hvad lærer jeg på gastronomuddannelsen?
Du får erfaring med forskellige råvarer, og hvordan de bruges til at tilberede mad, der smager, dufter og ser godt ud. Du lærer også om sundhed og ernæring, og hvordan du laver mad, som tager hensyn til miljø og bæredygtighed. Du vil blive undervist i fag som ernæringslære, salg og service, køkkenpraktik, produktionshygiejne mm.
Hvor arbejder en gastronom?
Som gastronom kan du oftest finde arbejde i restaurantbranchen og på hoteller. Derudover kan du også få job i virksomheder, der har egne kantiner med madordninger - eksempelvis større virksomheder, daginstitutioner, fængsler, militærkaserner, plejehjem, hospitaler samt andre steder med cafeteria eller servering. Ud over ansættelse inden for faget har du også mulighed for, at etablere dig som selvstændig cater eller starte egen restaurant.