19 aug. 2026
HHX-elev Mathilde vandt VM-bronze
17-årige Mathilde Blom Jantzen fra 3.a på HHX Sport og Marketing har haft en sommer ud over det sædvanlige. Sammen med det danske U18-landshold i håndbold spillede hun sig til en bronzemedalje ved VM i Rumænien.
Da Mathilde Blom Jantzen tog til Rumænien i slutningen af juli, var det kulminationen på mange års træning. Hun har spillet håndbold, siden hun var fem år, og i maj kom beskeden om, at hun var udtaget til det danske U18-landshold og skulle med til VM.
Danmark kom godt fra start og vandt alle tre kampe i den indledende pulje mod Sydkorea, Mexico og Tyrkiet. Holdet spillede sig videre gennem turneringen, slog Ungarn i kvartfinalen og måtte efter et tæt nederlag til Montenegro i semifinalen spille om bronzen mod Egypten. Her vandt danskerne og sikrede sig dermed VM-bronze.
“Det føltes helt surrealistisk, da vi vandt. Det er sådan noget, man har drømt om, siden man var lille. Man føler virkelig, at alle ens træningstimer har givet pote,” fortæller Mathilde.
Skole og håndbold skal kunne hænge sammen
Til hverdag går Mathilde i 3.a på HHX og har valgt studieretningen Sport og Marketing. Hun spiller U19-håndbold i Silkeborg KFUM og har en hverdag med flere ugentlige træninger, morgentræning, kampe og skolearbejde. Derfor var muligheden for at kombinere uddannelse og elitesport vigtig, da hun skulle vælge gymnasium.
Mathilde kendte allerede til Sport & Marketing gennem sin storesøster, som også havde gået i sportsklassen på College360.
“Jeg havde hørt, at de var gode til at få sport og skole til at hænge sammen. Der er plads til, hvis man for eksempel skal til træning midt i skoletiden.”
Det betyder ikke, at hverdagen ikke kan være travl. Mathilde fortæller, at det nogle gange kræver planlægning at finde plads til afleveringer mellem skole, træning, arbejde og kampe. Her oplever hun, at både lærere og studievejledere hjælper med at få hverdagen til at fungere.
“Hvis man virkelig gerne vil sin sport, synes jeg, det er det helt rette sted. Der er godt styr på både skole og træning, og hvordan det skal hænge sammen.”
Kæmpe tillykke med den flotte VM-bronze, Mathilde!
