Jonas deltager i Glasurit Skills Challenge 2026

Jonas vandt sølv på hjemmebane. Nu venter WorldSkills i Shanghai

Nyheder | Jonas vandt sølv på hjemmebane. Nu venter WorldSkills i Shanghai

21 aug. 2026

Jonas vandt sølv på hjemmebane. Nu venter WorldSkills i Shanghai

College360s autolakererelev Jonas Backhausen tog sølv ved Glasurit Skills Challenge 2026 -den internationale træningskonkurrence, der sidst i juli blev afholdt på College360 som optakt til WorldSkills i Shanghai.

Fra den 28. til den 30. juli dannede College360s værksteder rammen om en konkurrence mellem 28 unge autolakerere fra 12 lande, blandt andre Sydkorea, Canada og Brasilien. Glasurit Skills Challenge 2026 blev arrangeret i et tæt samarbejde mellem College360 og Surventis – Glasurit Danmark med støtte fra 3M, SATA, Malerforbundet og Autobranchens Arbejdsgiverforening.

Blandt deltagerne var vores elev Jonas Backhausen, som er i lære hos Nordjysk Autolakering. Han sikrede sig en flot andenplads efter Davide Manieri fra Schweiz og foran Noah Seiler fra Tyskland. Sølvmedaljen føjer sig til et stærkt år for Jonas, der i april vandt guld til DM i Skills.

Jonas skal fra den 22. til den 27. september 2026 repræsentere Danmark ved WorldSkills 2026 i Shanghai, hvor han møder de dygtigste, unge faglærte fra hele verden.

Et fagligt niveau, der kan måle sig internationalt

Glasurit Skills Challenge kunne afvikles direkte i College360s eksisterende værksteder uden opbygning af midlertidige faciliteter på grund af skolens moderne faciliteter og professionelle udstyr. Dermed kunne deltagere og eksperter fra hele verden arbejde under optimale forhold gennem konkurrencens tre dage.

Jonas’ sølvmedalje er først og fremmest resultatet af hans talent, hårde arbejde og faglige engagement. En vigtig del af Jonas’ udvikling sker samtidig gennem det tætte samspil mellem undervisningen på College360 og den praktiske oplæring hos Nordjysk Autolakering. Her opbygger han den faglighed, præcision og forståelse for moderne metoder og materialer, som kræves i international konkurrence – og ikke mindst i selve branchen.

Flere af de øvrige deltagere kommer fra lande, hvor der bliver investeret særdeles meget tid og mange ressourcer i forberedelserne til WorldSkills. At Jonas, der stadig er under uddannelse, kunne sikre sig andenpladsen i det stærke internationale felt, viser, at danske autolakererelever kan måle sig med de allerbedste.

College360 bliver også repræsenteret i den faglige ledelse ved WorldSkills 2026. Vi er meget stolte af, at underviser Ali Said Saleh er udpeget som Chief Expert for autolakererfaget og får det overordnede faglige ansvar for konkurrencen.

Vi ønsker Jonas og på alle de andre danske deltagere til WorldSkills 2026 held og lykke.

 

EUD autolak Jonas og Ali.jpeg

Besøg os

Vi afholder jævnligt informationsarrangementer, hvor du har mulighed for at besøge os og stille alle dine spørgsmål. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for vejledning eller ønsker en rundvisning.