03 jun. 2025
Hvordan arbejder man med teknologi og software i virkeligheden? Det fik vores HTX-elever en fornemmelse af, da de var på studieretningsdag og besøgte Proshop og Visma i Aarhus.
Sådan arbejder Proshop med tech i hverdagen
Dagen startede hos Proshop, hvor eleverne fik morgenmad og en introduktion til virksomhedens historie og måde at arbejde på. De fik også en rundvisning på det store robotlager og hørte om, hvordan Proshop bruger kunstig intelligens og ChatGPT til blandt andet produktbeskrivelser, kodning og jobopslag. Proshop lagde vægt på, at de ikke nødvendigvis kigger efter lange CV’er, men efter folk, der er nysgerrige, har lyst til at lære og kan følge med i udviklingen.
Indblik i software og rekruttering hos Visma
Efter frokost gik turen videre til Visma, som laver software til virksomheder. Her fortalte medarbejdere om, hvordan de arbejder med systemer og support – og hvordan de rekrutterer nye folk. Hos Visma handler det ikke kun om uddannelse og karakterer. De kigger på hele mennesket og ser på, om man har motivation og nogle af de evner, som de eftersøger. Resten kan man lære undervejs.
Dagen gav eleverne et godt indblik i, hvordan man kan bruge det, man lærer på HTX, ude i virkeligheden – og hvordan virksomheder tænker, når de leder efter nye kolleger.
