Deltagelse i undervisningen
For at du kan deltage aktivt i undervisningen, og dermed få det maksimale ud af uddannelsen, forventer vi:
- At du har forberedt dig til timerne
- At du har de materialer med, du skal bruge i undervisningen
- At du deltager i diskussioner på klassen
- At du afleverer dine opgaver, projekter osv. til tiden
Mødepligt og fravær
Mødepligt
Som HHX- og HTX-elev har du pligt til at være til stede i undervisningen samt ved prøver, ekskursioner m.v.
Derfor gives der ikke fri til ferier i skoletiden. Tager man på ferie i skoletiden, medfører det sanktioner jf. sanktionstrappen.
Fravær
Dine lærere fører fravær ved starten af hver undervisningstime.
Fravær kan kun registreres som godkendt fravær, hvis det drejer sig om studierelateret fravær, som er anbefalet af skolen f.eks. Forsvarets dag, studiepraktik, læsevejledning, samtaler med kontaktlærer, samtaler med studievejleder, samtaler med mentor og elevrådsarbejde. Er du forhindret i at møde til undervisningen, skal du skrive dette i Studie+ og angive årsag til fravær inden timens start.
Ved for højt fravær kan skolen bede om en lægeerklæring som dokumentation for fraværet. Du skal som elev selv betale for lægeerklæringen.
Sanktioner ved for højt fravær
Har du for meget fravær, kan du blive indkaldt til en bekymringssamtale, hvorefter du modtager et bekymringsbrev. Højt fravær betyder, at du ikke anses for at være studieaktiv, og derfor kan skolen iværksætte sanktioner, fx skriftlige advarsler, stoppe din SU, nægte oprykning til næste klassetrin eller udmelde dig fra skolen. Hvis du er under 18 år, vil forældre bliver orienteret om sanktioner.
Deltagelse i interne prøver og eksaminer
Som elev på HHX/HTX har du pligt til at deltage i interne prøver og eksaminer.
Bliver du forhindret grundet sygdom, er du selv forpligtiget til at fremskaffe en lægeerklæring. Skolen yder ikke tilskud hertil.
Ved manglende dokumentation for sygdom vil du blive sanktioneret i henhold til skolens studie- og ordensregler.
Skriftligt fravær
Formål med opfølgning på skriftligt fravær:
At understøtte elevernes læring og sikre styring med studieaktivitet i form af skriftligt fravær ved at
• Alle elever skal aflevere alle opgaver. Elever, der har manglende afleveringer, indkaldes til obligatorisk studiecafé hver onsdag indtil alt er afleveret
• Eventuelle manglende afleveringer tæller med i vurderingen af den samlede studieaktivitet og dermed i den samlede vurdering vedr. oprykning til næste skoleår/indstilling til eksamen.
Snyd i forbindelse med skriftlige opgaver
Det opfattes som snyd at aflevere opgaver og projekter, der helt eller delvist er skrevet af fra andre elever eller internettet. Det er ligeledes snyd at anvende kunstig intelligens til at idégenerere, producere tekst, korrekturlæse eller lignende, medmindre din underviser udtrykkeligt har tilkendegivet, at kunstig intelligens må anvendes i forbindelse med en given opgave.
I tilfælde af snyd vil du blive sanktioneret efter skolens studie- og ordensregler. Snyd kan medføre en skriftlig advarsel, karakteren -3 eller afvisning af afleveringen, og kan – i tilfælde af gentagen snyd - i værste fald betyde udmeldelse fra uddannelsen.
Regler for brug af AI (kunstig intelligens) i undervisningen
Her kan du finde reglerne for, hvornår du må og ikke må anvende AI i forbindelse med undervisning og opgaver
Den enkelte lærer i det enkelte fag definerer, hvad du må bruge generativ AI til.
Det må du gerne i skolearbejdet
Generere idéer til dit eget videre arbejde
Få sparring og inspiration til at komme i gang med dit skrivearbejde (før-skrive-fasen)
Få feedback på dit skolearbejde
Give et overblik over et emne eller begreb fra undervisningen
Få forståelsesspørgsmål til et emne, du arbejder med
Få et resumé af en tekst fra det åbne internet (dvs. sider uden login)
Det må du ikke i skolearbejdet
Kopiere tekstbidder fra en AI og bruge som dit eget arbejde.
Bruge et output fra AI og skrive en tekst så tæt op ad outputtet, at det reelt er kopiering
Kopiere copyright-belagt materiale ind i AI (fra Systime, Onenote, skolens platforme mv.)
Kopiere private og personlige oplysninger ind i AI. De kan ende et ukendt sted.
Oprykning
Ved skoleårets afslutning vurderer skolen dit standpunkt og dit udbytte af undervisningen. Du skal have aflagt de krævede prøver, herunder årsprøver, terminsprøver, afleveringer, projektopgaver og lignende.
Skolen kan nægte dig oprykning til næste klassetrin, hvis det uvægtede gennemsnit er mindre end 2,0. I beregningen af det uvægtede gennemsnit medtages dine afsluttende standpunktskarakterer, de karakterer, der i det indeværende skoleår er opnået i officielle prøver til eksamen, samt interne prøver ved afslutningen af det pågældende skoleår, herunder PU, NV, AP og ØG.
Er du nægtet oprykning til næste klassetrin, kan du efter rektors godkendelse få ret til at gå det pågældende klassetrin om én gang, dog således, at du senest 5 år efter at have påbegyndt din HTX og HHX-uddannelse skal have fuldført denne. Hvis du nægtes oprykning for anden gang på samme klassetrin, udmeldes du af skolen.
Rektors afgørelse træffes efter, at du har haft lejlighed til at udtale dig, og rektor skal i forbindelse med den trufne afgørelse give dig en klagevejledning.
Adfærd på skolen
Det fysiske undervisningsmiljø
Alle såvel elever som lærere har et ansvar for skolens fysiske rammer, derfor forventer vi, at du udviser respekt for skolens fysiske rammer som f.eks. bygninger, inventar og IT-udstyr. Det indebærer bl.a., at du skal rydde op efter dig selv overalt, hvor du færdes på skolen.
Hvis du bliver fundet skyldig eller medskyldig i beskadigelse af skolens fysiske rammer, vil du blive gjort økonomisk ansvarlig for skaderne.
Det psykiske undervisningsmiljø
Det er vigtigt, at vi alle trives på skolen, derfor forventer vi, at du udviser respekt for de andre elever, lærere og andet personale på skolen, samt respekterer demokratiske traditioner.
Vi forventer også, at du bidrager aktivt til et godt studiemiljø ved at samarbejde og vise positiv interesse for de andre elever, lærere og andet personale på skolen.
Skolen accepterer på ingen måde mobning eller anden form for diskrimination. Trusler af enhver art over for andre elever, lærere og andet personale på skolen vil medføre hjemsendelse fra skolen. Hvis der er tale om alvorlige trusler som f.eks. trussel om vold, vil du omgående blive bortvist eller udmeldt fra skolen.
Mobilpolitik
Mobil og skærmpolitik
På skolen er mobiltelefoner, computere og andre IT devices arbejdsredskaber, der indgår i den fælles undervisning. Læreren sætter rammerne for hvornår og hvordan IT skal anvendes i undervisningen. Computernes skærme klappes ned fra timens start. De skal kun bruges, når det giver faglig mening. Mobiltelefoner skal derfor inden undervisningen starter, placeres af eleven (slukkede eller sat i flytilstand) i de ophængte og aflåselige mobilskabe, hvis de er disse er tilgængelige i lokalet. Man kan tage sin mobiltelefon i pauserne. Mobilhotellet skal aflåses hvis/når læreren forlader lokalet, ellers står det åbent.
Gambling
Gambling
Ud fra et perspektiv om både at beskytte skolens elever mod de negative konsekvenser ved gambling, og samtidigt sikre de bedste forudsætninger for undervisning og læring, så lukkes der fremadrettet ned for diverse gambling sites på skolens netværk.
Hvis der mod forventning foretages gambling på skolens område i normal undervisningstid fra 8-16, så træder skolens disciplinære sanktionstrappe i kraft.
Håndtering af persondata
På HHX/HTX Silkeborg tager vi dine persondata alvorligt.
Når du begynder på HHX/HTX vil du blive bedt om at godkende en samtykkeerklæring om brug af billeder. Dette betyder, at når vi som skole tager billeder af dig i skolesammenhænge, at vi må bruge billeder, bl.a. på vores sociale medier.
Billeder, lyd- og videooptagelser
Vi har studie- og ordensregler på skolen for at sikre en god hverdag og en respektfuld omgangstone og tillidsfuldt skolemiljø.
Det er ikke tilladt at optage eller dele billeder, lyd- og videooptagelser af skolens personale og andre elever, medmindre den pågældende person udtrykkeligt har givet lov.
Må man derfor heller ikke offentliggøre billeder, lyd- og videooptagelser af andre elever, lærere eller personale på sociale medier eller i anden brug uden først at spørge om tilladelse.
Det betyder også, at du ikke må lave noter ved hjælp af transskriberings- og noteværktøjer, der lytter med på undervisningen.
I tilfælde af overtrædelse sanktioneres jævnfør studie og ordensregler.
Rusmiddelpolitik
Elever må ikke være påvirket, i besiddelse af eller indtage rusmidler på skolen. Sker dette sanktioneres man efter skolens studie - og ordensregler.
Tobaksfri Skoletid
Tobaksfri skoletid betyder, at det ikke er tilladt at medbringe, anvende eller ryge tobaks - og nikotinprodukter i skole- og arbejdstiden. Tobaksfri skoletid gælder for alle elever, kursister, medarbejdere og besøgende på skolen og inkluderer alle typer tobak, herunder cigaretter, e-cigaretter, tyggetobak, snus, opvarmet tobak og lignende.
Parkering
Parkering af cykler og scootere
Der er ikke mulighed for parkering af biler og motorcykler på skolens område, og vi henviser derfor til offentlige parkeringspladser. Der kan købes parkeringskort med rabatordning til parkeringskælderen på Bindslevs Plads gennem kommunens hjemmeside.
Erstatningsansvar
Skolen kan ikke påtage sig ansvar for penge, overtøj, cykler, telefon, computer og andre værdigenstande, der medbringes til skolen – skolen yder altså ingen dækning i tilfælde af tyveri. Tag derfor altid dine værdigenstande med, når du forlader et lokale.
Refusion i forbindelse med ekskursioner
I forbindelse med ekskursioner ud af huset kan skolen i nogle tilfælde yde refusion for kørsel.
Refusion kan ydes, hvis:
Destinationen ligger uden for Silkeborg.
Det på forhånd er aftalt med underviseren, at eleverne selv transporterer sig med bus, tog eller bil.
Det billigste transportmiddel vælges. Dette betyder bl.a., at biler så vidt muligt skal fyldes op med elever, hvis flere fra et hold skal afsted.
Skolen betaler ikke for elevers parkering.
Skolen yder ikke refusion ved kørsel til destinationer, hvor der er organiseret fælles transport.
Overtrædelse af skolens studie- og ordensregler
Mundtlig advarsler kan gives ved overtrædelser af mindre grad, som vurderes til at være forbigående med formodning om forbedret adfærd.
Skriftlige advarsler gives ved mere alvorlige eller gentagne overtrædelser af skolens studie- og ordensregler. Har du modtaget én skriftlig advarsel, vil beslægtede overtrædelser af studie- og ordensreglerne føre til en skrappere sanktion. Ved udstedelse af skriftlige advarsler har du ret til partshøring. En skriftlig advarsel bortfalder som udgangspunkt efter et års forløb, medmindre du har begået, medvirket til eller tilskyndet til snyd..
Indgåelse af fremmødekontrakt.
Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.
Midlertidig udelukkelse fra undervisning i indtil 10 skoledage, hvor skolen registrerer dig som fraværende fra undervisningen.
Forbud mod at medbringe private genstande i en periode.
Tilbageholdelse af private genstande i op til ét døgn.
Henvisning til at aflægge prøve i et eller flere fag, uanset om du er udtrukket til at aflægge prøve i faget eller fagene.
Fortabelse af retten til at blive indstillet til eksamen i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Eksamen i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis skolen træffer beslutning om, at du på trods af en eller flere manglende eksamener kan oprykkes til næste klassetrin.
Overflytning til en anden skole, så du har mulighed for at gennemføre din uddannelse.
Bortvisning. Ved beslutninger om bortvisning har du ret til partshøring.
Rektor kan beslutte, at du ikke må være til stede på skolen (midlertidig hjemsendelse), eller kun må være til stede på institutionen i et nærmere bestemt omfang (midlertidig begrænset adgang til institutionen), mens en sag undersøges nærmere. Det gælder i situationer, hvor rektor anser det for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på skolen, f.eks. hvor det er anmeldt til politiet, at du har begået en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på skolen, og som i givet fald vil kunne medføre en bortvisning.
Rektor kan beslutte, at en sanktion skal gøres betinget. Det betyder, at sanktionen først træder i kraft, hvis du igen overtræder studie- og ordensreglerne.
Rektor kan vurdere, at politiet skal involveres i forbindelse med en overtrædelse af studie- og ordensreglerne, hvis der er begrundet mistanke om, at en handling har en vis grovhed.
Klager over skolens afgørelse ved overtrædelse af studie- og ordensreglerne
Du kan inden for 5 dage (inkl. dage uden undervisning) klage over skolens afgørelse vedrørende:
Skriftlige advarsler
Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete arrangementer og aktiviteter
Midlertidig udelukkelse fra undervisningen
Forbud mod at medbringe private genstande i en periode
Du kan inden for 10 dage (inkl. dage uden undervisning) klage over skolens afgørelser vedrørende:
Tilbageholdelse af private genstande
Henvisning til at aflægge prøve i et eller flere fag
Fortabelse af retten til at blive indstillet til eksamen i et eller flere fag
Overflytning til en anden skole
Bortvisning
En klage over skolens afgørelse skal stiles til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), men sendes til skolen.
Hvis rektor ikke på baggrund af klagen, imødekommer den fuldt ud, og du ikke har trukket din klage tilbage, udarbejder skolen sine eventuelle bemærkninger til klagen. Skolen sender disse bemærkninger til dig, så de er modtaget af dig senest 7 dage (inkl. dage uden undervisning) efter, at skolen har modtaget klagen.
Du skal derefter have lejlighed til med en frist på 5 dage (inkl. dage uden undervisning) at fremkomme med dine eventuelle bemærkninger til skolens bemærkninger til klagen. Skolen sender klagen, sine egne bemærkninger og dine eventuelle bemærkninger til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet hurtigst muligt og senest 4 dage (inkl. dage uden undervisning) efter, at skolen har modtaget dem eller efter udløbet af din frist for at fremkomme med eventuelle bemærkninger.
For alle afgørelser, som skolen træffer i henhold til ovenstående, er Børne- og Undervisningsministeriet øverste ankeinstans.
For øvrig information om klager, se: https://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/love-og-regler/klager
