Her kan du få uddybet, hvad man laver i Matematik A og Fysik A.
Studieretningsfagene på Science
I studieretningsfagene vil du møde konkrete problemstillinger, der både kræver logisk sans og kreativitet. Undervisningen er bygget op om projektopgaver, som kun kan løses ved at trække på fordybelse i fysik og matematik. Naturvidenskabelig viden er ikke kun teori, men noget som skal anvendes i praksis i arbejdet med eksperimenter og ny teknik, såsom nano-, laser- og energiteknologier. Det er simpelthen en studieretning til dig, der er bundløst fascineret af fysiske fænomener og matematiske sammenhænge, og som forundres over, hvordan naturen er indrettet – samt hvordan denne viden kan bruges til at skabe teknologiske løsninger.
Fagbeskrivelse af Matematik på Science
Faget matematik omhandler menneskets forsøg på at beskrive den verden, vi lever i gennem matematisk modellering af naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige samt tekniske og teknologiske områder. Hermed bliver matematikken det sprog, som disse fag betjener sig af i beskrivelsen af kvantificerbare størrelser og relationer mellem disse. Som borger i et moderne og demokratisk samfund er kritisk stillingtagen og fortolkning af matematiske modeller en væsentlig kompetence, ligesom forståelsen for og brugen af digitale matematiske hjælpemidler i et digitalt samfund er det. Faget beskæftiger sig med opstilling af generelle regler og relationer, og mens matematikkens deduktive side knytter an til udvikling af logisk tænkning og ræsonnement, giver den induktive side mulighed for udvikling af kreativitet. Den anvendelsesorienterede dimension i faget har stor vægt og består i, at man ved hjælp af matematiske teorier og modeller beskriver og analyserer problemstillinger inden for ovenstående områder og efterfølgende udvikler og vurderer løsninger.
På A-niveau udbygger du den matematik, der er lært og gennemgået på B-niveau. Således kombineres flere individuelle emner, så man f.eks. arbejder i 3 dimensioner vha. emner, der behandler 2D – Herunder kan nævnes: 3D-vektorer samt volumenberegning af komplekse omdrejningslegemer såsom vaser, lejehuse eller lignende.
Få mere information om Matematik A her
Fagbeskrivelse af Fysik på Science
Det naturvidenskabelige fag fysik omhandler menneskers forsøg på at udvikle generelle beskrivelser, tolkninger, forklaringer og modeller af fænomener og processer i natur og teknik. Faget er virkelighedsnært, praktisk og løsningsorienteret. Gennem et samspil mellem eksperimenter og teorier udvikles en teoretisk begrundet, naturvidenskabelig indsigt, som stimulerer nysgerrighed og kreativitet. Samtidig giver den baggrund for at undersøge, forstå og diskutere naturvidenskabeligt og teknologisk baserede argumenter samt bidrage til løsninger vedrørende spørgsmål af almen menneskelig eller samfundsmæssig interesse. Gennem undervisningen i faget får eleverne viden og kundskaber inden for fysik og en baggrund for at arbejde med naturvidenskabelige metoder, eksperimentelle og teoretiske emner samt modeller og praktiske problemstillinger i værksteder og laboratorier. Faget sætter eleverne i stand til at kombinere teori og eksperimenter og opstille, anvende og vurdere modeller blandt andet inden for det naturvidenskabelige, teknologiske og tekniske område.
Få mere information om Fysik A her
Fag på Science fordelt på dine 3 gymnasieår
Læs mere om fagenes indhold