På Handelsgymnasiet Silkeborg sætter vi en ære i at skabe det gode studieliv gennem et attraktivt studiemiljø og godt sammenhold på skolen.
Det gode studieliv på HHX er fyldt med sociale aktiviteter
Vi har derfor en række årligt tilbagevendende sociale aktiviteter, hvor elever og nogle gange lærere møder hinanden på tværs af klasser og årgange, på og udenfor skolen.
Desuden har du som elev mulighed for at deltage i forskellige udvalg, ekstra tilbud og konkurrencer, der kan være med til at gøre dig dygtigere og gøre din tid på skolen sjovere.
Hotdog-dag
I skoleårets første uger afholdes hotdog-dagen, som er en sjov ryste-sammen aktivitet for de nye 1. g klasser. Hver klasse er klædt festligt ud efter et tema, og dyster mod hinanden om at samle ingredienser til en hotdog.
Dysten afsluttes med en finale, hvor en elev fra hver klasse cykler forbi sine klassekammerater, der i forbifarten putter ingredienser på hotdog’en. Dagen afsluttes med, at en dommer kårer den flotteste hotdog. Vinderklassen får en hotdog-buffet inklusive Cocio som præmie.
Idrætsdag
Kort efter skoleårets start finder en af årets helt store sociale begivenheder sted, nemlig idrætsdag!
På idrætsdagen bevæger klasserne sig rundt i lokalområdet sammen med en lærer, og dyster klassevis mod hinanden på tværs af årgange i forskellige discipliner, hvor alle kan være med som høvdingebold, tovtrækning og Macarena.
På idrætsdagen er der fokus på, at have det sjovt sammen med sin klasse, men der er også et konkurrenceelement, og som afslutning på dagen kåres der både en samlet vinder af dysterne, og der uddeles præmier til den bedst udklædte klasse og den klasse, der har vist det bedste sammenhold i løbet af dagen.
Det årlige julevelgørenhedsarrangement
Julen er hjerternes fest og en tid, hvor man giver til dem, der mangler noget. Her på Handelsgymnasiet ønsker vi også at påtage os et samfundsansvar for at hjælpe værdigt trængende enten lokalt, nationalt eller internationalt gennem et velgørenhedsarrangement. Et udvalg af lærere og elever udvælger i august/september et eksisterende velgørenhedsprojekt, som vi ønsker at støtte, der startes oplysningskampagne i november, hvorefter den praktiske del foregår i slut november og indtil ugen før juleferien. Har du som elev interesse for planlægning og udførelse af dette skal du henvende dig til formanden for Elevrådet.
Introtur
I december, når eleverne lige er startet i deres nye studieretningsklasser, tager de på introtur sammen med to lærere. Klasserne tager typisk med toget til København og besøger fx Folketinget og tager på virksomhedsbesøg, der er relevante for deres studieretning. Introturen varer 3 dage, og er en god mulighed for alle til at lære hinanden bedre at kende.
DM i håndbold for handelsgymnasier
Vi inviterer nu igen til DM i håndbold for handelsgymnasier, der afholdes hvert år i februar. Idrætslærerne på skolen er ansvarlige for at udtage det bedst mulige pige- og drengehold på skolen, som tager til overnatningsstævne, denne gang i Tønder. Holdene udtages på tværs af klasser og årgange, og er derfor både en god sportslig og social begivenhed, og interessen for at deltage fra elevernes side plejer at være overvældende.
HHX Silkeborg på tur
I skoleåret 2023/2024 starter vi en ny tradition kaldet HHX Silkeborg på tur. Her finder et udvalg bestående af repræsentanter fra lærere, ledelse og elevråd et en-dagsarrangement et sted i Danmark, som vi planlægger en social tur til uden for skoletid. Både skolens elever og lærere får tilbuddet, hvor skolen vil dække transportomkostninger, mens der vil være en mindre egenbetaling for hver deltager. Begivenheden udvælges i slutningen af august, og markedsføres derefter med mulighed for tilmelding.
Fredagscaféer
Som en hyggelig afslutning på ugen, holder eventudvalget fredagscafé cirka fem gange i løbet af skoleåret. Fredagscafeerne foregår i skolens kantine, Madværket, kl. 14-16.30, og her kan du komme og drikke en øl eller sodavand sammen med dine venner og klassekammerater. Hver fredagscafé har et tema som Bingo, J-dag eller sportscafé.
Gymnasiefester
Skolens eventudvalg planlægger hvert år en række fester, man kan deltage i sammen med sine klassekammerater. I løbet af efteråret afholdes der årgangsfester, hvor 1., 2. og 3. årgang har hver sin fest, og i foråret afholdes der en stor fest for alle skolens elever. Festerne holdes i Madværket på skolen, og har som regel et tema som Halloween, Oscar-uddeling eller Great Gatsby.
School's out - sidste skoledag
Midt i maj fejer 3. g’erne deres sidste skoledag med Grease-tema. Her er både lærere og elever klædt ud, og skolegården er omdannet til en markedsplads med musik, pølsevogn og aktiviteter som rodeotyr, sumobryder-dragter, slå-søm-i, flødebollekast og meget mere. Sidste skoledag er en festlig afslutning på 3. g’ernes undervisning, inden de kaster sig over eksamenslæsningen.
Dimission
Efter tre år på Handelsgymnasiet Silkeborg inviteres forældre, søskende og kærester til at fejre de nyudklækkede studenter ved en festlig dimission. Det er en helt særlig dag, der markeres med Les Lanciers, musikalske indslag, taler fra elevrepræsentant og rektor på Handelsgymnasiet - og overrækkelse af eksamensbeviser samt legater ved klassens kontaktlærer.
Gallafest for 3. årselever
Traditionen tro starter forberedelserne til årets galla- og dimissionsfest allerede i midten af april, hvor 3.g’erne under kyndig vejledning øver Les Lanciers. På den store dag i slutningen af juni ankommer studenterne til Lanciers-dansen i JYSK arena på fornem vis iført farvestrålende gallakjoler og for drengenes vedkommende habit eller smoking. De ny-udklækkede studenter har inviteret familie, kærester og venner til at overvære dansen, og det er et fantastisk skue, når tæt på 200 danseglade studenter betræder gulvet.
Dimissionen efterfølges af den traditionelle gallafest, som afholdes på Pejsegården i Brædstrup sammen med klassens lærere. Aftenen starter med en treretters menu, og under middagen leverer klasserne underholdning og diverse kåringer, og efter middagen er der selvfølgelig fest!
I samarbejde med eventudvalget står eleverne selv for at planlægge aftenen, og der bliver lagt mange kræfter i at skabe en uforglemmelig fest, som kan sætte punktum for tre gode år på Handelsgymnasiet.